Mandag, 23. september 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Artikel filtreret på dato: Mandag, 21 januar 2019
Mandag, 21 januar 2019 17:19

Gymnastikforening blandt de nominerede

Vonsild Gymnastikforening er blandt de nominerede til "Årets forening 2019".

Hvert år uddeler Kolding Kommune prisen som Årets forening til en forening godkendt under Fritidsrådet. Prisen på 10.000 kroner uddeles i forbindelse med Fritidsfesten den 1. februar i Sydbank Arena.

Fritidsfesten er en tak til alle foreninger for det store arbejde, der foregår på frivillig basis i hele Kolding Kommune.

Prisen som Årets forening 2019 uddeles til en af de tre nominerede foreninger:

Vonsild Gymnastikforening

Vonsild Gymnastikforening ligger i den sydlige del af Kolding, med et stort engagement både i foreningens dagligdag og i nærområdet. Foreningen har en fantastisk og uundværlig opbakning fra borgerne i Vonsild, og samtidig med at Vonsild har fået vokseværk, vokser foreningen naturligvis også. Foreningen har derudover formået at tiltrække gymnaster fra hele Kolding og opland, hvorfor hallerne i Vonsild altid summer af glade gymnaster og ivrige instruktører.

Tidligere var Vonsild Gymnastikforening en lille lokal forening med børnehold, hold for rytme- og springgymnastik og 2 voksenhold. I dag tæller foreningen intet mindre end 16 forskellige hold, der bl.a. byder på forældre-/barn og småbørnsgymnastik, 2 rytmehold og 4 springhold. De voksne kan prøve kræfter med Stram Op, Zumba Fitness, Yoga og Jumping Fitness, mens de modne voksne udøver M/K Motion.

Størstedelen af de nye tilkomne hold udspringer fra gode idéer fra det sublime instruktørteam, der findes i foreningen. Hverken bestyrelse eller instruktører – nye som erfarne – er bange for nye idéer, ønsker eller tiltag. Derfor er der sjældent langt fra tanke til handling.

Seneste tiltag i foreningen er Jumping Fitness, hvor der er indkøbt 20 fitnesstrampoliner. Det viste sig hurtigt at være meget populært, og ventelisterne blev længere og længere. Til denne sæson er der derfor uddannet endnu en instruktør og oprettet ikke mindre end 5 Jumping Fitness hold plus ekstraordinær søndagstræning for alle dem, som ikke nåede at få en plads.

To af holdene er spritnye, hvoraf det ene er forbeholdt teenagere af begge køn ”Jumping Teens”, og det andet hold er kun for mænd ”Herre JUMP”. Disse hold er de eneste af sin art i Kolding Kommune. Det glæder foreningen, at de unge mennesker har fravalgt sofaen og pc’en og tilvalgt motion, sved på panden og det sociale samvær. Mændene har en fest på deres eget lukkede hold, hvor de først kan forbrænde en masse kalorier og efterfølgende vende løst og fast over en hyggelig 3. halvleg.

Helle Back Kristensen kasserer i Vonsild Gymnastikforening siger:

- I Vonsild Gymnastikforening er vi meget stolte af at være nominerede til Årets Forening. I bestyrelsen brænder vi for vores forening og bruger rigtig meget tid på at udvikle os samtidig med at holde fast i vores kerneydelse, nemlig tilbuddet om motion og fællesskab for alle – helt i tråd med Kolding Kommunes deltagelse i Bevæg dig for livet.

Kaizen Karate Do

Kaizen Karate Do blev stiftet i november 2011 med et ambitionsniveau, der skaber vindere og en rummelighed, der gør klubben til et levende sted at dyrke sin sport, uanset om man er eliteudøver, motionist eller bare vil lære karate. Klubben har oplevet en stor tilgang af elever og tæller nu omkring 130 medlemmer, børn, unge og voksne, der udfylder træningstiderne til fulde. Klubben er dermed Syddanmarks største bredde- og elite-karate klub.

Kaizen Karate Do er i 2018 blevet en del af Kolding Elite med tilbud om morgentræning i karate. Kaizen Karate Do er den eneste karate klub i Danmark, der har elever, der er optaget samtidigt på begge typer af Dansk Karate Forbunds talentcentre i samarbejde med Team Danmark, kumite (kamp) og kata (figurøvelser).

Kaizen Karate Do sikrer, at bredden bliver tilført ny viden og kunnen, ved f.eks. fælles træninger på tværs af holdene. Dette giver både de kamp erfarne og de knapt så øvede gode læringer og løfter samtlige medlemmers karate kunnen. Klubben har desuden en meget aktiv arrangement gruppe, der sørger for at styrke sammenholdet på kryds og tværs af holdene i Kaizen Karate Do og dermed løfte klubben. Samtidig har klubben et stærkt samarbejde med andre karateklubber i både ind- og udland, der styrker konkurrenceholdene.

Kaizen Karate Do er fast medalje tager til DM, nationale- og internationale-stævner og har udviklet sig til en af de stærkeste karate klubber i Danmark. Kaizen Karate Do er desuden aktiv med at arrangere karate stævner f.eks. Kaizen Open 2018 med over 500 startere fra flere lande. Næste stævne bliver for kamp uerfarne -udøvere , -dommere og -officials, hvor man som udøver er sikker på flere kampe imod ligeværdige modstandere. Dette sikrer at bredden indenfor karate bliver løftet både for udøvere, dommere og officials.

Dette er den mest imponerende rummelige (bredde og elite) udvikling set indenfor karate for klubber i Danmark.

- I Kaizen Karate Do er vi meget beærede over at være blandt finalisterne i nomineringen til "Årets Forening" i Kolding 2018” siger Henrik Katborg, formand for Kaizen Karate Do og fortsætter:

- Vi er stolte over den anerkendelse af vores klub og vores talentudvikling, som dette er udtryk for. Det giver mod på mere udvikling og stadig større mål for fremtiden. En udvikling der er mulig med opbakning fra Kolding Kommune.

Billardklubben Frem

Billardklubben Frem er en klub, hvor alle er velkommen. Ung eller gammel, lille eller ej, og med eller uden handicap. Samtidig er det en sportsgren, hvor der er mulighed for, at hele familien kan deltage.

Klubben holder til i Idrætsbygningen i Brostræde, hvor den råder over nogle dejlige lokaler med hele 13 billardborde, hvor der kan spilles hhv. carambole, kegle, kelinmatch, pool og snooker. Man føler sig velkommen i klubben, når man kommer derned, hvad enten det er om formiddagen, hvor pensionisterne spiller, eller om det er aften, hvor der er åbent for alle spillere.

Klubben giver én mulighed for, at man spiller på lige det niveau, man selv ønsker og rummer både elite og motionister. Med åbningsdage alle ugens 7 dage, betyder det, at man ikke absolut skal komme ned i klubben en bestemt dag for at spille men har mange muligheder. Senest har klubbens pensionistafdeling startet et samarbejde op med ”60+FRISK” for at få endnu flere ældre i gang og blive en del af det fantastiske fællesskab, afdelingen udøver hver mandag og onsdag i dagtimerne. Samtidig arbejdes der på at flere medlemmer i den anden ende af aldersskalaen idet muligheden for at komme ud og lave samarbejde med nærlæggende skoler i øjeblikket afsøges.

I 2021 har klubben – som er Danmarks 2. ældste billardklub – 90 års jubilæum, og i samme år står klubben for at arrangere Danmarksmesterskabet, hvilket klubben håber bliver Danmarks største DM inden for faget, hvor der bliver kombineret flere grene inden for samme sportsområde.

Benny Kjærsgaard formand for Billardklubben Frem udtaler:

- Billardklubben Frem er stolte over at være blevet nomineret, sammen med 2 andre stærke klubber. Vi er samtidig glade for at være en klub placeret i en så aktiv by som Kolding, hvor der er mange fantastiske muligheder for de mange borgere. Ligesom vi er glade for at være med til at sætte Kolding på landkortet.

Udgivet i Kolding
Mandag, 21 januar 2019 17:09

Butik inviterer til konfirmandarrangement

Stilfuldt og komfortabelt er årets nøgleord for konfirmandtøjet i Kolding.

Med et nyt år begynder mange forældre forberedelserne til den store konfirmationsfest i foråret. Et vigtigt element ved konfirmationen er tøjet, og der er hjælp at hente, når tøjbutikken Marcus i Kolding Storcenter afholder konfirmationsarrangement 27. januar i butikkens lokaler, oplyser Marcus i en pressemeddelelse.

- Konfirmandmoden har sin egen stil, men er alligevel et spejl af den generelle mode, og konfirmanderne er generelt meget modebevidste og har deres egen stil. Konfirmationen er vigtig for forældrene, men også for de fleste unge. Vi har skræddere og faguddannet personale, der kan give den rette rådgivning til det vigtige tøjvalg, siger konceptchef for Marcus, Jørgen Wisborg, i presssemeddelelsen.

I følge butikschef hos Marcus i Kolding, Micki Bertramsen, er der de seneste år kommet en stor efterspørgsel på bukser med super stretch, og den udvikling afspejler sig også i konfirmandtøjet. Stretch pants udgør ifølge tøjmanden et godt alternativ til traditionelle jeans, der de seneste mange år har været det foretrukne buksevalg. Ud over den nye type bukser er der også flere farver på skjorter i år, og særligt blomstrede motiver kommer til at præge mange konfirmander.

Skjorter og blazer er sikre valg

De seneste år er der sket markante ændringer med konfirmandmoden, hvor den har fået sit eget udtryk, der passer til de unge mænd. Tøjproducenterne er blevet mere opmærksomme på at målrette snit og figur til teenagekroppen i stedet for blot at lave herretøj i små størrelser. Elementerne, der udgør et konfirmandoutfit, er dog uændrede.

En blazer og en skjorte sammen med en butterfly eller slips er ifølge Micki Bertramsen foretrukne overdele, mens fodtøjet ofte er et par sneakers. Væk er de tider, hvor konfirmandmoden blot var en miniudgave af den voksne herremode. Den har i dag sit eget udtryk med smalle blazere, der især gør sig godt på de endnu ikke helt voksne figurer.

Marcus-butikken afholder arrangement 27. januar klokken 10, og ud over byttemulighed helt frem til konfirmationsperioden er der også mulighed for at deltage i konkurrencen om en køretur i en Ferrari.

Udgivet i Kolding
Mandag, 21 januar 2019 06:40

Ekstra penge til bybusnettet

Læserbrev af Hans Holmer (SF), næstformand Teknik- og Klimaudvalget, Skovbogade 8, 6000 Kolding.

SF har sikret, at der er blevet afsat penge, så buslinje 5 igen kan have busstoppested på blandt Skovæblevej. Her ligger et almennyttigt boligområde, og det er ret katastrofalt, at man skal have en bil for at bo her. Det holder ikke, og vi er rigtigt glade for, at det er lykkedes at give dem bussen tilbage. Denne sag viser også at lokaldemokratitiet fungere, da vi i SF har lyttet til en underskriftsindsamling med 92 underskrifter mod nedlæggelsen af bybuslinje 5´s betjening af Skovæblevej.

Der er i 2019 afsat en halv mio. kr. så forbindelsen kan genetableres til sommer 2019. Herefter er der afsat 1 mio. kr. til bybusdriften.

Den kollektive trafik og i dette tilfælde bybusserne er en del af løsningen, og det skal tænkes ind, når vi vil løse problemerne med trafik i Kolding by. Vi skal både have realistiske bustider og tider, vi kan stole på. Der selvfølgelig også være ordentlige arbejdsforhold for chaufførerne. Derfor er jeg rigtig glad for at det lykkedes at få tilført penge til bybusserne.

Udover ekstra penge til bybusnettet har vi i SF også sikret, at der er kommet ekstra penge til skoleområdet, som er under pres.

Udgivet i Læserbreve

Tirsdag den 22. januar viser Kolding Teaterforening komedien ”Holgers forsvarstale”, der tager tidens krænkelseskultur og den politiske korrekthed under behandling.

Den hyggelige komiker, Holger, har altid fulgt én regel: Man sparker opad og aldrig nedad. Men en aften på scenen, mens han joker med især de højreorienterede partiers kamp for at stjæle vælgere fra hinanden, kommer han til at bruge ordet ”kannibalisme”. En sort kvinde blandt publikum føler sig krænket over brugen af netop dette ord, og hun beskylder Holger for at være en midaldrende hvid racist. Holger bliver meldt til politiet og sigtet efter racismeparagraffen.

En retssag er uundgåelig.

Som Dante går Holger gennem sit indre inferno og møder forskellige skikkelser: Gud, Gandhi, Voltaire, Sokrates og endda ekskonen, der hver især – på godt og ondt – kommer til at åbne hans øjne.

Se Farshad Kholgi og Mads Keiser – med vanlig følsomhed – trampe ind i tidens største spinatbede: Den politiske korrekthed og offerrollen som våben.

Billetter kan købes på www.billetten.dk. Forestillingen vises på Godset klokken 19.30

Udgivet i Kolding
Mandag, 21 januar 2019 06:28

Lokal EU-kandidat lægger op til debat

"Vi vil Europa" afholder 1001 Hjem-samtaler i Kolding op til EU-valget 26. maj.

I uge 5 diskuterer danskerne EU, når "Vi vil Europa" afholder 1001 Hjem-samtaler.

I Kolding kan man deltage i samtaler torsdag den 31. januar fra klokken 16-17 eller fra 17.15-18.15 på Kolding Bibliotek, mødelokale 1. Her lægger den lokale EU-kandidat, Bo Vesterlund (SF) op til samtale/debat om klimaforandringer og miljøtiltag, om arbejde og fri bevægelighed og om flygtninge og solidariske løsninger.

Alle kan deltage i samtalerne, og man bedes tilmelde sig på www.vivileuropa.dk/eu-uge-5.

"Vi vil Europa" er 24 organisationer og politiske partier som vil styrke viden og debat om EU og inddrage danskerne i debatten.

Udgivet i Kolding
Mandag, 21 januar 2019 05:46

Få penge fra den nye studiebypulje

Studieby Kolding inviterer nu alle interesserede til at søge den nye studiebypuljen.

Puljen støtter projekter, der er med til at gøre studiemiljøet i Kolding endnu bedre. Puljens formål er at gøre Kolding til en stadig mere attraktiv studie- og uddannelsesby.

Kolding Kommune har i samarbejde med de videregående uddannelsesinstitutioner afsat 1 million kroner over to år til at understøtte det brede udvalg af aktiviteter for byens studerende.

- Alle med gode ideer til projekter eller arrangementer målrettet studerende på videregående uddannelser kan søge om støtte fra puljen. Det er ikke kun studerende der kan søge støtte fra puljen, men også foreninger, interessegrupper, enkeltpersoner, institutioner og virksomheder fortæller studiebykoordinator Malu Møller.

Puljen støtter projekter og aktiviteter indenfor fx sport og kultur, men det er kun fantasien der sætter grænser. Puljen skal opmuntre til et levende og aktivt studiemiljø samt bidrage til en fælles indsats for at skabe de bedst mulige rammer for de studerendes studieliv, trivsel og uddannelse.

To slags tildelinger fra Studiebypuljen

Der vil være mulighed for at søge støtte på to måder fra Studiebypuljen. Kvartals-uddelingen for beløb over 15.000 kr. eller Kvik-uddelingen for beløb op til 15.000 kr.

Kvikpuljen for ansøgninger på op til 15.000 kr. kan søges året rundt, og der gives svar senest 2 uger efter, at ansøgningen er modtaget. For ansøgninger om tilskud fra Studiebypuljen på over 15.000 kr. kan der søges om tilskud 4 gange årligt. Disse datoer er 1. februar, 1. maj, 1. september og 1. december.

Studieby Kolding glæder sig til at modtage en masse spændende ansøgninger til projekter og arrangementer, der kan være med til at udvikle studiemiljøet i Kolding.

Der er mulighed for at høre mere om Studiebypuljen til Puljens Dag på Kolding Bibliotek den 4. februar fra klokken 19.00 til 21.00.

Læs mere om hvordan du søger her.

Udgivet i Kolding
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« September 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
            1
2 3 4 5 6 7 8
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29
30