Onsdag, 18. september 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Artikel filtreret på dato: Lørdag, 08 juni 2019

Det er nu 25 år siden, at REMA 1000 åbnede sin første butik på dansk jord med et franchise-koncept, der bygger på selvstændige købmænd. En af de købmænd er Thomas Schack fra Vonsildvej, som har vist et stort engagement i lokalsamfundet blandt andet ved at investere i en hjertestarter til butikken, der har reddet liv.

Siden den første REMA 1000-butik slog dørene op i Danmark i 1994, har den norske discountkæde taget danskerne med storm. I dag er kæden Danmarks bedst omtalte brand takket være de selvstændige købmænd, der gennem alle årene har formået at skabe glade medarbejdere og butikker, der er tilpasset lokalsamfundet.

En af de købmænd er Thomas Schack fra Kolding. Han er oprindeligt udlært slagter og har hele 25 års erfaring med både leder- og chefstillinger fra Dansk Supermarked, men blev drevet af den større frihed og det ekstra ansvar, der følger med som købmand.

- Jeg elskede min branche, men var træt af de begrænsede rammer. Derfor så jeg et liv som købmand som en unik mulighed for både at udvikle mig personligt, men også at sætte mit eget præg på butikken og gøre en forskel for de lokale, som handler i Vonsild, siger Thomas Schack i en pressemeddelelse.

Han har altid engageret sig meget i lokalområdet, og da han overtog butikken i Vonsild, satte han sig for at bruge sin nye position til at gøre en forskel for lokalområdet. Han har startet egne initiativer og støttet flere lokale organisationer i nærområdet heriblandt ‘Kolding Madhjælp’, hvor han hvert år støtter socialt udsatte med overskudsvarer fra butikken.

Én investering reddede liv

Et af Thomas’ initiativer har især gjort en stor forskel for to lokale koldingensere, nemlig en hjertestarter. Thomas besluttede at investere i en hjertestarter, der skulle hænge på butikkens ydermur, som han af egen lomme ville betale vedligeholdelse af. Og det har vist sig at være en god investering, for den har allerede reddet liv både i – og ude foran – butikken.

- Udover at sælge gode varer til en fast, lav pris er en af mine vigtigste opgave at skabe en butik, der er en fast del af lokalmiljøet. Da jeg havde mulighed for at få en hjertestarter til min butik, var jeg derfor ikke ét sekund i tvivl, fortæller Thomas Schack og fortsætter:

- Jeg er rigtig glad for, at vi investerede i en hjertestarter, for i den korte tid, hvor den har hængt ved butikken, er den allerede blevet brugt hele to gange. Første gang da en mand faldt på cyklen ude foran butikken, og anden gang da en kunde faldt om med hjertestop foran en kasse. Fordi vi havde en hjertestarter lige ved hånden kunne vi reagere hurtigt og hjælpe indtil ambulancen kom.

I anledning af kædens 25-års jubilæum lukker Thomas’ butik på Vonsildvej også den 9. juni, da alle 12.500 REMA 1000 medarbejdere er inviteret til fest i Boxen i Herning. Det vil sige, at alle 330 REMA-butikker holder lukket pinsesøndag.

Udgivet i Vonsild

Næste weekend får du chancen for at se en ganske særlig film i Kolding.

Lørdag den 15. juni kan interesserede se dokumentarfilmen "Fænomenet Bruno Gröning" i Kvarterhuset på Junghansvej i Kolding. Bag arrangementet står Bruno Groning Vennekredsen.

Dokumentarfilmen havde premiere den 3. oktober 2003 i biografen ”Toni” i Berlin-Weißensee. I dag er den set af mere end 350.000 mennesker i over 100 lande.

Det tog ni år at producere filmen, der er skabt på ulønnet basis. I dokumentarfilmen medvirker over 80 samtidsvidner og mere end 2.000 statister medvirker. "Fænomenet Bruno Gröning" er et historisk dokument om et af den tids mest enestående mennesker, oplyser Bruno Groning Vennekredsen.

I 1949 kom navnet Bruno Gröning fra den ene dag til den anden i den tyske offentligheds søgelys. Der blev fortalt om ham i alle medier og i ugebladene. I månedsvis holdt den unge tyske republik vejret i forbindelse med begivenhederne omkring "Mirakeldoktoren", som han hurtigt blev kaldt. Hans mirakuløse helbredelser var for den ene nådesgaver fra en højere magt, og for de andre var han en charlatan. Imidlertid blev det gennem medicinske undersøgelser dokumenteret, at der faktisk var tale om helbredelser, skriver Bruno Groning Vennekredsen på deres hjemmeside.

"Fænomenet Bruno Gröning" vises i Kvarterhuset lørdag den 15. juni klokken 11. Der er gratis adgang.

Om Bruno Groning Vennekredsen

Bruno Groning Vennekredsen er et frivilligt, non-profit fællesskab af mennesker over hele verden som arbejder for at alle mennesker skal have mulighed for at høre og vurdere om Bruno Gronings lære kan være noget for dem. Fællesskabet er for alle mennesker på tværs af kultur, religion og hudfarve, der er ingen bindinger, man kan komme og gå som man vil, og der betales ikke kontingent. Alle udgifter dækkes af frivillige bidrag som udelukkende anvendes til at udbrede kendskabet til læren. I 2013 blev Vennekredsen tildelt en fredspris af FN for sit uegennyttige arbejde for fred og harmoni mellem alle folkeslag.

 

Udgivet i Kolding
Lørdag, 08 juni 2019 06:57

Sammenhæng mellem Kolding by- og havn

By og Havn i Balance har udsendt en ny video, hvor du kan møde Koldings nye stoltheder og visioner.

Der kan skabes balance mellem Kolding by og Kolding Havn. Det fortæller By og Havn i Balance i en ny video, som de har offentliggjort på Youtube.

- Vi har arbejdet intenst på at vise vores oplæg til sammenhængskraft imellem Kolding by og havn. I dag får du et klart billede af at vi fortsat kan have en sprællevende erhvervshavn fusioneret med rekreation, borgervenlige tilbud og nydelse for alle, skriver By og Havn i Balance på Facebook.

Mød Koldings nye stoltheder og visioner

I videoen møder du Koldings nye stoltheder og visioner. Du møder Multihus Kolding, et hus med foreningsliv der skal huse de små-foreninger som i dag er spredt udover byen. Du får et indblik i en ny trafik afvikling som skaber flow på Ny Jens Holms Vej. Og en fremtid uden unødig tung trafik ad Sdr. Ringvej. Du møder Fjordpark Kolding og Kolding Strand området samt et nænsomt opdateret Marina Syd med 300 nye bådpladser og en bynær strand. Ny Trindholmsgade og Fredskoven er bevaret som en grøn "buffer" mellem byen og Marina Syd, skriver By og Havn i Balance videre.

Formand for By & Havn i Balance og borgmesterkandidat ved KV21 Paw Kristensen siger i en kommentar:

- Jeg er meget stolt og glad over at vi kan præsentere et oplæg og nærværende alternativ til Kolding Kommunes borgere. Et oplæg med alsidighed og sammenhængskraft som vil bringe os alle tættere på hinanden, et oplæg som vil definere Kolding Kommune som en innovativ og visionær kommune med stor respekt for byens oprindelige dna og udtryk. Personligt syntes jeg at det er på tide at vi allesammen rykker sammen, og flytter den ego-politiske dagsorden til side som har plaget Kolding Kommune i mange år. Jeg tror på Koldings fremtid er lys og at byens dna kan genrejses - men vi skal stå sammen og lade fællesskabet komme i første række, og det gælder iøvrigt indenfor alle kommunens områder.

Du kan se videoen nedenunder...

Udgivet i Kolding
Lørdag, 08 juni 2019 06:49

Sådan holder du pinsetyven væk

Skal du ud og ordne haven, så husk at låse yderdøren og luk vinduerne ud mod vejen.

Og hold i tilgift altid terrassedøren låst, når du ikke er i nærheden. Skal du rejse, så se på din bolig med tyvens øjne, inden du tager afsted.

Pinsen er lig med sammenkomster med familie og venner – og havearbejde, hvis vejret tillader det. Det skriver Syd- & Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det er dog ikke udelukkende beboerne på vejen, der ser frem til pinsen.

Det gør mange indbrudstyve desværre også, da helligdagene er lig med boliger, der er nemme mål for ubudne gæster.

Luk ikke tyven ind

- Enkle tommelfingerregler kan dog gøre en stor forskel, også selvom du er hjemme i pinsen. Skal du ud og ordne haven, så husk at låse yderdøren og luk vinduerne ud mod vejen. Og hold i tilgift altid terrassedøren låst, når du ikke er i nærheden. En tyv har blot brug for nogle sekunders arbejdsro, hvis han spotter en ipad eller en anden værdifuld genstand i stuen, hvor han uhindret kan komme ind, påpeger vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis forebyggelsesenhed.

Vicepolitiinspektøren kommer desuden med en opfordring til alle de borgere, der bliver hjemme i pinsen: Hold øje med kvarteret.

- Ingen er bedre end naboerne til at observere ændringer i gadens normale billede. Hører denne mand eller dette køretøj til i min gade? Kan det være en tyveknægt, som forbereder et indbrud? Ved at få naboerne til at holde ekstra øje med mistænkelige personer, kan vi reducere indbrud med helt op til en fjerdedel, pointerer Chr. Østergård.

Han peger i den forbindelse på, at det kan have en meget stor effekt blot at sige ”hej” til en person, der ikke hører til i kvarteret, og venligt spørge, om han har brug for hjælp.

- Tyvens største frygt er at blive genkendt. Og jo mere liv, der er i kvarteret, jo større er chancen for, at tyven vælger området fra, understreger vicepolitiinspektøren.

Han opfordrer også borgerne i kvarteret til at gå sammen som nabohjælpere, hvor man i fællesskab gør det svært for en tyv at spotte, om en bolig reelt er tom i pinsedagene.

Detaljer som en bil i garagen og en tømt postkasse kan overbevise tyven om, at der nok er nogen hjemme – og dermed mindsker man risikoen for indbrud.

Gode råd inden du pakker kufferten

Chr. Østergård kommer endvidere med en håndfuld gode og hurtige råd til borgerne, der rejser væk i pinsen.

Fortæl ikke tyven, at du er væk

Lad være med at fortælle om rejseplanerne på Facebook, læg ikke et foto af pinsefrokosten på Instragram og fortæl ikke på Linkedin, at du snart tager væk fra kolleger og forretningsforbindelser. Vent med at dele minderne til du er kommet hjem, tyven læser måske også med.

Er din stue et udstillingsvindue?

Er det nemt for en tyv at spotte, om det kan betale sig at begå indbrud i dit hjem?

Har du en iPad liggende på sofabordet eller andre værdifulde genstande liggende fremme i stuen, frister du svage sjæle.

Kig på din stue udefra og se det samme, som tyven ser. Gør det til en vane at gemme værdierne væk, når du tager hjemmefra.

Er der mon nogen hjemme?

Lidt opvask i køkkenet, vasketøj på snoren, legetøj i haven samt en kaffekop og en opslået avis på stuebordet. En række små ting gør, at dit hus ser beboet ud, mens du er væk på ferie – og kan gøre, at tyven fravælger dit hjem.

Hvor kigger tyven efter værdierne?

Rigtig mange borgere opbevarer smykkerne i soveværelset og på badeværelset. Det ved tyven, hvis han kommer på besøg. Vær derfor kreativ og find alternative gemmesteder til værdierne.

Hjælp ikke tyven med at bryde ind

Alle handymænd med respekt for sig selv har værktøj og andre redskaber derhjemme.

Men husk at låse redskabsskuret eller garagen af, så tingene ikke ender i hånden på en tyv, der bruger en skruetrækker eller en spade til at brække din terrassedør eller dit vindue op med – mere avanceret værktøj skal der ikke til.

Husk også at låse stiger og andre redskaber inde.

Udgivet i Syddanmark

De danske kroer har i mange hundrede år fungeret som samlingssted for lokalområdet ved festlige lejligheder.

Sådan var det også på Kirsebærkroen, der siden 1780 har ligget i Præstø på en grund mellem skoven og fjorden, og som nu er blevet udbudt til salg. Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Så hvis du går med en drøm om at blive kromutter eller -fatter, kan du købe den historiske ejendom for 3.250.000 kroner.

For det beløb får du kro med selvskabslokaler, værelser til overnattende gæster og et parcelhus, hvor køberen selv kan bo.

Alt i alt er der omkring 390 kvadratmeter bolig, hvilket kan omregnes til en kvadratmeterpris på lige over 8.300 kroner.

Det er ifølge tal fra Boliga.dk en smule under den gennemsnitlige kvadratmeterpris på godt 9.000 kroner, som var det husene ellers blev solgt til i Præstø i 2018.

Kro eller B&B?

I dag fungerer det gamle bindingsværkshus som Bed and Breakfast, hvor gæster kan overnatte i et af de syv værelser.

- Ejeren har haft ejendommen siden 1992, og det er kun alderen, der stopper ham for at drive det videre, fortæller Henning Skou, der er leder af Nordicals' afdeling i Næstved, som står bag salget af ejendommen sammen med ejendomsmægler Henrik Ejby.

- En køber kan vælge at køre det videre som Bed and Breakfast, lave det om til boliger eller måske føre kroen tilbage til sine rødder som et spisested, siger han til Boliga.

Indtil videre har der især været stor interesse fra dem, der har kendskab til Kirsebærkroen fra tidligere.

- Den er selvfølgelig kendt i nærområdet, men det var også et sted man rejste langt for at besøge. Derfor er der også folk, der kommer til fremvisning fra forskellige områder i landet, fortæller Henning Skou.

Man kan også tilkøbe yderligere to matrikler beliggende op til grunden, hvis man ønsker at udvide og måske bygge flere boliger.

Udgivet i Kendte
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Oktober 2018 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30 31