Onsdag, 18. september 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Artikel filtreret på dato: Lørdag, 29 juni 2019
Lørdag, 29 juni 2019 08:58

Vonsild Kirke får ny organist

Kirken præsenterer nu deres nye organist.

Vonsild Kirke har ansat en ny organist. Valget er faldet på Agnethe Melchiorsen, der har en baggrund i rytmisk musik og sang. Derudover er hun i gang med at lære orglet i Vonsild Kirke at kende, oplyser kirken på Facebook.

Aghethe Melchiorsen er i øjeblikket bosiddende i Berlin, men flytter til Danmark i løbet af juli måned.

Aghethe Melchiorsen tiltræder stillingen som organist ved Vonsild Kirke den 1. august og overtager dermed også ledelsen af kirkekoret. Kirkekoret starter den 22. august klokken 16.

Udgivet i Vonsild
Lørdag, 29 juni 2019 07:29

Fællesskab i fokus ved translokation

Årets studenter fra HANSENBERG Tekniske Gymnasium har nu fået deres eksamensbeviser, og ved translokationen blev de hyldet for deres engagement, kammeratskab og evne til at holde den faglige fane højt.

Det var en flok glade og stolte EUX- og HTX-studenter, der torsdag kunne lade sig hylde ved translokationen på HANSENBERG Tekniske Gymnasium i Kolding, skriver skolen i en pressemeddelelse.

Skulder ved skulder sad de, mens blandt andre rektor Marianne B. Johansen holdt tale:

- Det er en festdag, og det er mit største privilegium at stå her og tale til jer, for jeg ved, at I har fortjent jeres studenterhuer. I er klædt på til at klare verden - og til at kaste jer ud i jeres livs eventyr. Hvad det så end er.

Menneskelige værdier

Efter uddelingen af eksamensbeviser satte rektoren fællesskab og kammeratskab i centrum:

- Der er så mange dejlige elever på denne årgang, og når vi nu har valgt nogle ud til at blive særligt anerkendt, er det ikke en underkendelse af alle I andre, der i hverdagen har været gode kammerater, haft fightervilje og en positiv indstilling. Alligevel er der nogle elever, vi gerne vil give en gave og et kort som tak for en særlig indsats i de seneste tre år.

Herefter blev Silas Mikkelsen, Theodor Risager, Kathrine Duholm Nielsen, Nicolai Elmholt og Alexander Vinding Nørup hver især kaldt op til scenen.

- Alexander Vinding Nørup er en skarp, ung mand med personlig integritet. Han tør at sige fra, når der er behov for det. Han er sjov og rar at omgås, og han giver altid gerne en hånd, når der er brug for hjælp til printerindstillinger, layoutforslag eller kodning. Han har en positiv indstilling til andre mennesker, og han er omhyggelig med det, han engagerer sig i - og det er alt fra den digitale prøvevagt, over elevrådet til skiture for unge i Kolding, sagde Marianne B. Johansen om den tidligere elevrådsformand.

Silas Mikkelsen blev blandt andet fremhævet for sit engagement som gymnasiets huspianist ved morgensamlinger og sidste års translokation - og for sin positive tilgang til tingene.

Theodor Risager fik mange rosende ord med sig om sit menneskelige overskud - og om sin evne til at holde den faglige fane højt og være en god kammerat. Og for sin deltagelse i en landsdækkende konkurrence, hvor han var oppe imod universitetsstuderende og alligevel kom hjem med en flot tredjeplads - og en præmie på 20.000 kroner.

Kathrine Duholm Nielsen blev kaldt en slider med masser af gåpåmod - og en elev, som både socialt og til sportsevents har gjort en stor indsats for pigefællesskabet.

Nicolai Elmholt fik stor ros for at være en god kammerat - og for sin positive indstilling, selvindsigt, fighterånd, åbenhed, nysgerrighed, empati samt evne til at inkludere og forstå andre.

Andet end karakterer

Og selv om Nicolai Elmholt bagefter konstaterede, at "jeg har jo bare været mig selv", var han glad for hæderen:

- Det giver et indtryk af, at der her på HANSENBERG er nogle værdier, som man lægger mærke til - og som ikke handler om høje karakterer. HANSENBERGs motto er "Bliv dig selv", og det kan man mærke, når man er her. Det nærmest kollegiale samvær, man som elev har med lærerne, er mere værd end karakterer, forklarede Nicolai Elmholt og tilføjede:

- Det er vigtigt også at fremhæve dem, der kæmper - og det er der fokus på her.

Nicolai Elmholt skal nu til Aalborg, hvor han skal læse til elektroingeniør.

Udgivet i Skole
Lørdag, 29 juni 2019 07:24

Komiker sætter sommerhuset til salg

Det er ved at være den tid på året, hvor mange danskere hiver teltpløkkerne op, pakker familien og rykker ud i sommerhusene rundt omkring i landet.

Det er umiddelbart ikke det, der er planen for stand-up komikeren og den folkekære tv-vært, Amin Jensen. I hvert fald har han sat sit nybyggede sommerhus i Nordsjælland til salg. Det skriver Boliga.dk.

Det 144 kvadratmeter store hus ligger i færgebyen, Kulhuse, i toppen af Hornsherred med omkring 100 meter til vandet og en udbudspris på 1.699.000 kroner.

For det får man en bolig, som ifølge Ejendomsmæglergruppen, der står bag salget, fremstår nærmest som et helårshus med gulvvarme i alle rum.

Meget sommerhus for pengene

Amin Jensens sommerhus er udbudt til salg for lige omkring 11.800 kroner pr. kvadratmeter, hvilket stort rammer plet på gennemsnittet for området.

I Jægerspris - som er det postdistrikt, Kulhuse tilhører - blev sommerhusene i gennemsnit solgt til en kvadratmeterpris på lige over 11.200 kroner i årets første kvartal. Det viser tal fra Boliga.dk.

Generelt ligger området i den billigere ende: Til sammenligning er Hornbæk, blot 50 kilometer væk, indehaver af landets højeste sommerhuspriser. Her blev ferieboligerne solgt til over 30.300 kroner pr. kvadratmeter - altså over dobbelt så højt som gennemsnittet i Kulhuse.

Funny Man og all-around entertaineren, Amin Jensen, er nok særligt kendt for sin tid som vært på Hit med Sangen og stand-up showene Stort og Blæs på DK. Derudover har han også udgivet flere plader.

Udgivet i Kendte

Sydens varme temperaturer kan få de mindste stenslag til at udvikle sig til revner. Ifølge glasekspert i Kolding kan kommunens 30.000 bilfamilier gøre bilen ferieklar ved at følge tre gode råd.

Sommerferien lurer om hjørnet, og for mange af Kolding Kommunes over 30.000 bilfamilier betyder det bilferie til varmere breddegrader.

En måling, som FDM har lavet, viser, at temperaturen i en bil, der holder parkeret i solen, godt kan snige sig op omkring 70 grader. Det er dog kun et fåtal af bilisterne, der er opmærksomme på, at høje temperaturer kan give problemer på grund af øgede spændinger i bilens forrude, skriver CarGlass i Kolding i en pressemeddelelse.

Ifølge René Elkjær, der er ansvarlig for Carglass i Kolding, kan de sydligere himmelstrøgs varme få ruden til at revne, og hvert år efter sommerferien oplever han folk, der vender hjem fra bilferien med revner i forruden, som kunne have været undgået.

- Når man parkerer sin bil i sydens sol, skal man være opmærksomhed på, hvor voldsomt varmt det kan blive derinde. Hvis man så bagefter udsætter den for et chok ved at skrue helt op for kulden i sin aircondition, kan det sagtens være, at man vender hjem til Danmark med en fæl revne, siger René Elkjær.

Ved at gå bilen efter, inden man kører sydpå i sommerferien, kan man tage sig af potentielle problemer i opløbet. René Elkjær anbefaler, at man gennemgår følgende tjekliste med gode råd til en ferieklar bil.

Tre tjekpoints til en ferieklar bil

1. Tjek dækkene: Før du kører på ferie, bør du se efter, at der er det rigtige lufttryk i dækkene, og at der er tilstrækkeligt dækmønster. Efterhånden som dækkene slides, bliver egenskaberne i forhold til både stabilitet, aquaplaning og opbremsning kun dårligere, og det samme gælder derfor sikkerheden. Og husk, at dæktrykket ofte skal hæves, når bilen har fuld oppakning og hele familien ombord, hvis køreegenskaberne skal være optimale.

2. Tjek olien: Hvis der ikke er olie nok på bilen, risikerer du, at motoren havarerer. Tjek derfor oliestanden på bilen, og husk, at bilen bør have stået stille i cirka et kvarter inden aflæsningen, for at du tydeligt kan se niveauet på oliepinden og få en nøjagtig måling. Det er også en god idé at have en lille oliedunk med på ferien, hvis der bliver behov for at fylde på undervejs.

3. Tjek forruden: Start med at pudse forruden både ud- og indvendigt, så trafikfilm, der især i solen reducerer sigtbarheden markant, kommer ordentligt af. Gå så ruden efter for stenslag. Har du stenslag i ruden, kan selv de allermindste nemlig let forværres og udvikle sig til større revner på lange bilture – ikke mindst når turen går sydpå, hvor ruden typisk udsættes for større temperaturudsving end herhjemme.

Udgivet i Kolding

Området omkring skadestuen og lægevagten på Kolding Sygehus er igen åbnet efter der fredag aften blev spildt muldvarpegift indenfor på området.

I følge Ritzau blev området åbnet fredag aften ved 23.30-tiden.

Trekantbrand station Kolding blev kort efter klokken 19 kaldt til sygehuset, hvor der var melding om et giftudslip.

Det viste sig, at en mand, der havde arbejdet med muldvarpegift - og fået det på sig - havde efter foreskrifterne taget turen til skadestuen:

- Manden ved nok også, at man skal tage stoffet med sig til lægen for at vise, hvad det er. Og det er det han har gjort. Der bliver så spildt noget af muldvarpegiften inde på sygehuset og han får det på sig. Vi har fået afsnittet omkring skadestuen rømmet og vi skal have det rengjort, og sikre os at dampene fra giften ikke spreder sig, fortæller indsatsleder hos Trekantbrand station Kolding, Arne Christensen, til Kolding Netavis.

Ingen andre personer er kommet noget til.

Manden, der har fået muldvarpegift på sig, har det efter omstændighederne godt, blev det fortalt ude foran skadestuen, da de evakuerede personer fik en orientering fra sygehuset.

Opfordring til borgere

Sygehus Lillebælt har en opfordring til borgere, der enten har været hos vagtlægen eller på skadestuen og opholdt sig i området ved den fælles akutmodtagelse. Det gælder borgere, der har været der mellem klokken 18 og 19.

Borgere skal være opmærksomme på symptomer som åndenød, kvalme, svimmelhed og opkast.

Borgere, der har været til stede i området, og som oplever ovenstående symptomer – især i form af åndenød - eller er i tvivl om, hvorvidt de kan være påvirkede af giften, skal henvende sig til skadevisiteringen på 70110707, skriver Sygehus Lillebælt i et opslag på Facebook.

 

Udgivet i 112
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Juli 2018 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
            1
2 3 4 5 6 7 8
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29
30 31