Onsdag, 18. september 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Artikel filtreret på dato: Onsdag, 26 juni 2019

Elsebeth Gerner Nielsen har valgt ikke at genansøge stillingen som rektor for Designskolen Kolding.

Efter at have stået i spidsen for Designskolen Kolding i snart 12 år har Elsebeth Gerner Nielsen besluttet ikke at genansøge stillingen som rektor, når hendes åremålskontrakt udløber ved årets udgang.

- Jeg har meddelt bestyrelsen, at jeg ikke er ansøger, når stillingen genopslås. Det sker med stort vemod, da der ikke er meget, som jeg holder mere af end Designskolen Kolding. Det har været et kæmpe privilegium at arbejde for skolen og sammen med alle dens dygtige, passionerede og sjove medarbejdere og studerende, siger hun i en pressemeddelelse.

I følge borgmester Jørn Pedersen (V) har Designskolen Kolding gennemgået en forandring under Elsebeth Gerner Nielsens ledelse:

- Under Elsebeth Gerner Nielsens virke er Designskolen Kolding blevet løftet til et helt andet niveau. Det skyldes ikke mindst hendes personlighed, hendes enorme netværk og den faglige respekt, hun nyder. Hendes engagement har en stor betydning for, at Kolding har design som satsning. Det har medvirket til, at vi både er en kommune, der bliver holdt øje med, og at vi nu er den by i Danmark, der målt i forhold til antal indbyggere, har flest jobs i den kreative branche. Jeg er stolt af, at Kolding – som den eneste i Danmark og blandt få udvalgte byer i verden – er optaget i UNESCOs selskab af Creative Cities, og det har Elsebeth Gerner Nielsen via sit store engagement en stor del af æren for, fortæller Jørn Pedersen i pressemeddelelsen.

Det er ikke gået stille af sig, siden Elsebeth Gerner Nielsen i 2008 takkede ja til at bestride posten som rektor for Designskolen Kolding. For knap 12 år siden var udsigten til at bevare skolen som en selvstændig institution usikker, i en tid hvor der blev talt meget om fusioner.

Verdens eneste uddannelse i leg og design

Den snak forstummede snart under Elsebeth Gerner Nielsens ledelse. Hun har om nogen formået at positionere Designskolen Kolding og udbrede kendskabet til uddannelsesinstitutionen ud over de nationale grænser. Ikke mindst som vicepræsident for den globale sammenslutning af designskoler, Cumulus. Designskolen Kolding rangerer aktuelt blandt verdens 100 bedste, og modeuddannelsen alene har i en årrække ligget i top-30.

Nævnes bør også det unikke partnerskab med The LEGO Group og LEGO Foundation, der betyder, at Designskolen Kolding i år udklækker det første kuld studerende i verdens eneste kandidatuddannelse i Design For Play.

I årene op til og under Elsebeth Gerner Nielsens ledelse har Designskolen Kolding gennemgået en opgradering fra kunsthåndværkerpræget uddannelse til et studie på universitetsniveau for bachelorer, kandidater og ph.d.’ere – senest med tre nye tværdiciplinære studieretninger på kandidatniveau: Design for People, Design for Planet og Design for Play.

Værdien af design

Mange studerende og ansatte er ofte blevet mødt af omverdenen med spørgsmålet: ”Er det ikke den tidligere kulturminister, der er rektor for Designskolen Kolding?” Selv har Elsebeth Gerner Nielsen aldrig gjort væsen af sin fortid som kulturens førstedame. Der hersker imidlertid ingen tvivl om, at hun de seneste 12 år har formået at omsætte sit politiske tæft og evnen til at bringe nye parter i spil til gavn for design og dermed sat ikke bare skolen, men hele Kolding by på landkortet.

Under mottoet ’Vi designer livet’, har Kolding Kommune taget design helt ind i den kommunale forvaltning, ja selv i skoler og børnehaver er design blevet en del af hverdagen. Sidste år blev kommunens indsats anerkendt af UNESCO og udnævnt til en af verdens ’Creative Cities’ i selskab med bl.a. Buenos Aires, Mexico City og Singapore.
For ganske nyligt modtog skolen Designrådets Ærespris, ”som en hyldest for en lang og tro tjeneste for designs virke, anvendelse og udbredelse,” som det lød i begrundelsen fra Designrådets formand, Lars Thøgersen.

Det er ikke mindst Designskolen Koldings store indsats med at integrere design i virksomheder, der udløste prisen. I løbet af de seneste år har flere end 800 små og mellemstore virksomheder været igennem et designforløb på Designskolen, hvor de har lært at anvende brugerorienterede designmetoder. Nok det største designudviklingsprojekt i verden.

Udbredelsen og forståelsen af værdien af design rækker med andre ord langt ud over skolens mure. Med Elsebeth Gerner Nielsen i spidsen, har Designskolen Kolding fordoblet omsætningen fra ca. 38 til 75 mio. kr., og heraf kommer en tredjedel fra partnerskaber med private virksomheder og offentlige institutioner og fonde.
Og for ganske få dage siden modtog Elsebeth Gerner Nielsen tilsagn om de første 20 mio. kr. i fondsstøtte til en gennemgribende renovering af Designskolen Kolding.

- Jeg ved, at skolens rejse vil fortsætte og glæder mig til at følge med på sidelinjen. Fremadrettet ser jeg frem til fortsat at arbejde med de områder, jeg altid har beskæftiget mig med: fællesskab, kultur og bæredygtighed, blandt andet med udgangspunkt i mine nuværende bestyrelsesposter og eventuelle nye, slutter Elsebeth Gerner Nielsen.

Designskolen Koldings bestyrelse har nu iværksat en rekutteringsproces med henblik på at finde en ny rektor, som kan fortsætte udviklingen. Ikke mindst det igangværende arbejde med at opnå en positiv institutionsakkredditering og dermed styrke såvel forskning som uddannelse.

Udgivet i Skole

Når skolernes sommerferie begynder fredag, lyder samtidig startskuddet til nogle af de største rejsedage på hele året, nemlig den første sommerferieweekend.

Sommerferietrafikken følger i høj grad skolernes sommerferie, så når det ringer ud for sidste gang i dette skoleår, sætter mange danskere kursen mod sommerhuset eller grænserne. Det oplyser Vejdirektoratet.

Det betyder samtidig, at hvis man selv skal ud på vejene i løbet af weekenden, skal man forberede sig på tæt trafik og risiko for køer, især lørdag eftermiddag.

I det hele taget er det primært lørdagene, der ferien igennem rummer den største risiko for travlhed på vejene.

Det skyldes i høj grad, at lørdag ofte er skiftedag i sommerhusene, hvilket medfører ekstra mange biler i og omkring sommerhusområderne, især langs den jyske vestkyst, ved Skagen og i Nordsjælland.

Søndagene vil dog også være travle, da det typiske mønster for sommerferien er, at der er mest rejsetrafik i weekenderne, især på hovedfærdselsårerne på tværs af landet mellem hovedstadsområdet og Jylland samt til og fra Tyskland.

Til gengæld vil de pendlere, der ikke holder ferie, kunne nyde uvant megen plads på vejene. I hverdagene fra uge 27-32 forventer Vejdirektoratet nemlig færre biler og kortere rejsetid i myldretiderne. Mange trafikanter vil derfor kunne komme hurtigere på arbejde – og hurtigere hjem igen - end normalt.

Se Vejdirektoratets ferietrafik-prognose længere nede på siden...

Udgivet i Syddanmark

Regionsrådet i Region Syddanmark valgte mandag at sætte 1.750.000 kr. af til formidling af både naturen og talens kræfter omkring Skamlingsbanken. Pengene skal bruges til en interaktiv udstilling i det kommende oplevelsescenter.

Formidlingen skal sætte fokus på stedets enestående historie som folkeligt og nationalt samlingssted for forandring. Talerstolen på Skamlingsbanken har siden 1843 været flittigt brugt til folkemøder med op i mod 100.000 deltagere for at fejre sproget og friheden samt debattere aktuelle emner. Dengang var det her, man skulle stå, hvis ens budskab skulle nå ud.

- Skamlingsbanken er et af de regionale fyrtårne, og dengang som i dag er Skamlingsbanken samlingssted for ikke bare syddanskerne, men for gæster fra hele landet. Jeg glæder mig rigtig meget over, at regionen kan være med til at give vigtige budskaber om det at være dansk en stemme, som også vil fange børn og unge, siger Søren Rasmussen (DF), formand for Udvalget for regional udvikling i Region Syddanmark, i en pressemeddelelse.

Projektet – ”Skamlingsbanken – De store kræfters sted”, får et tilskud fra den regionale kulturpulje på 1.750.000 kroner. Pengene skal bruges til aktiverende og involverende initiativer med formidling i form af historiske film, billeder, lydklip, tekst og inddragende leg til børn og unges udforskning inden for temaerne naturens, stedets, talens og samlende kræfter. Projektet støtter op om Skamlingsbanken som et regionalt fyrtårn og kan blive et internationalt besøgssted.

- Vi har et enestående sted i Kolding Kommune, som nu skal lives op igen. Den vigtige debat skal igen tages på Skamlingsbanken, og netop formidlingen, der skal fange også de yngre generationer, er et vigtigt element i forståelsen af de store stemmer fra fortiden. Vi glæder os over, at Kolding Kommune nu får endnu en attraktion, der kan trække flere turister til byen, fortæller borgmester Jørn Pedersen fra Kolding Kommune.

Projektet omkring Skamlingsbanken har været flere år undervejs, og har også taget lang tid, fordi dele af Skamlingsbanken var fredet. Men nu er det samlede projekt klar til at blive sat i gang. Kolding Kommune har opkøbt jord, og har sammen med Danmarks Naturfredningsforening fået ophævet den gamle fredning, og lavet en ny fredning, som muliggør at det ca. 100 hektar store område nu kan bevares for eftertiden, med fokus på udsigten, naturværdierne og den levende kulturarv. Det giver blandt andet mulighed for byggeri af et nyt oplevelsescenter, der skal give både inspiration og eftertanke omkring talens kraft og det at have en sag på hjerte.

Det nye oplevelsescenter skal stå færdig i 2020, og indbyde de besøgende til både at læse, lytte, lege og eksperimentere. Desuden laves der vandreruter i den storslåede natur, hvor der fra toppen er udsigt over Lillebælt. Ved siden af Højskamling bliver der desuden indrettet en ny Folkemødeplads. Her vil der blive mulighed for at holde fordum tids store møder igen i det bakkede terræn.

Udgivet i Sjølund
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Januar 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
  1 2 3 4 5 6
7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 26 27
28 29 30 31