onsdag, 19. september 2018

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
 

Hvad sker der hvis man sidder alene med et kunstværk i flere minutter?

Vi er konstant bombarderede med billeder og informationer i vores liv, og stress er blevet den nye folkesygdom. Mange kunstmuseumsbesøg foregår i rask tempo, vi ser i gennemsnit 10 sekunder på hvert billede – inklusiv at læse teksten. Men er det i grunden at udnytte det potentiale der ligger for oplevelser i kunsten? – eller kan vi få en bedre oplevelse hvis vi stopper op?

Trapholt tilbyder over sommeren en pause i informationsstrømmen. Med afsæt i den amerikanske kunstkritiker Michael Findlays aktuelle bog ”Seeing Slowly”, har museet afsat hele den store særudstillingssal til et rum for fordybelse. Her udstilles nyere erhvervelser i museets malerisamling med værker af blandt andet Julie Nord, Annette Harboe Flesborg og Jesper Christiansen. Det skriver Trapholt i en pressemeddelelse.

Gæster opfordres til at prøve ”Seeing Slowly” metoden af, ved i første omgang at blive opmærksomme på hvilket maleri der fanger deres opmærksomhed og derefter sætte sig til rette ved det (evt. med høreværn på) i flere minutter. I et separat galleri har man mulighed for at lukke døren, og sidde helt alene med et stort maleri af Mie Mørkeberg.

Museumsdirektør Karen Grøn, der er udstillingens kurator, siger:

- Kunst indeholder et kæmpe potentiale for os. Når vi mærker efter hvad der tiltrækker os og tillader os selv at fordybe os i dette, er det en unik oplevelse, hvor værkets æstetik møder den besøgendes sind. Efter et par minutter slapper hjernen af, og man opdager detaljer både i værket og i sig selv på samme tid – helt uafhængig af den kunsthistoriske kontekst, som man jo så efterfølgende kan tilegne sig, hvis man har lyst.

Oplev følelser og sanser med nærvær

Michael Findlay vurderer at mange indsamler og fotodokumenterer oplevelser fremfor reelt at sanse og engagere sig i kunsten, hvilket kræver tid og nærvær. Kunst er for Findlay et unikt område, hvor vi med et åbent og undersøgende sind kan opleve vores følelser og sanser. Det kræver, at vi stopper op, og bliver nærværende og til stede sammen med kunsten i flere minutter. Det tager hjernen et par minutter at koble af. Først derefter kan vi reelt mærke, hvordan kunsten virker på os.

Karen Grøn kurator fortsætter:

- For mange er besøget på et kunstmuseum en social og hyggelig oplevelse, som vi deler med andre. Denne udstilling tilbyder en pause i det sociale, og fokuserer i stedet på hvilken personlig følelse og sanseoplevelse, vi kan få i mødet med kunst.

Findlay foreslår at vi bliver kritisk opmærksomme på, hvilke spørgsmål vi kan finde på at stille os selv når vi ser på kunst. Søger vi kunsthistorisk viden og kontekst? Tænker vi over værkets økonomiske værdi? Er vi optagede af, hvad andre tænker? Hvis vi kun ser på kunst på denne måde, går vi i Findlays øjne glip af en grundlæggende mulighed for at opleve kunstens nærmest transcendentale potentiale til at få os i kontakt med vores eget indre.

Dansk samtidskunst og 600 tusch-tegninger

Værkerne i udstillingen er alle skabt af danske samtidskunstnere. Derudover er der tuschtegninger som Richard Mortensen skabte som øvelser i øjeblikkets nærvær med ét penselstrøg.

Ved hvert værk er der mulighed for at sidde ned og tage sig den tid man ønsker. Der er værktekster til de som ønsker at opleve udstillingen på klassisk vis gennem indsigt i kunstnernes tanker og kontekst.

I et af udstillingsrummene er det muligt at opleve de 600 Richard Mortensens tusch-tegninger fra Trapholts samling projiceret op på vægge og loft. I et andet af udstillingens rum er det muligt at sidde alene én ad gangen sammen med et maleri af Mie Mørkeberg.

Trapholt åbner til september den største og mest omfattende udstilling nogensinde om et af Danmarks største designnavne - Kay Bojesen.

Kay Bojesens træfigurer er blevet et pejlemærke for dansk design og kultur. De fleste genkender særligt aben med de lange, leddeløse arme og den lyse plet på maven, som forbindes med den runde og imødekommende mand med det gode humør og det barnlige sind.

Den 13. september åbner Trapholt i Kolding en unik udstilling, der udforsker den mangesidede kunsthåndværkers liv og virke og præsenterer alle designikonerne, sølvhåndværket og samtidigt indeholder mange legende elementer. Udstillingen er forsket og udviklet af Trapholt, og den mest gennemgribende publikation om Kay Bojesen til dato udkommer på åbningsdagen.

Én udstilling - tre universer

Kay Bojesen havde markante holdninger til datidens samfund fra pædagogik til industrialisering. Trapholt præsenterer med udstillingen Kay Bojesen fra han var i lære hos sølvsmeden Georg Jensen til den internationale succes med trælegetøj i 1940-50erne.

Udstillingen præsenterer Bojesens farverige personlighed i nye perspektiver og tager afsæt i tre temaer nemlig leg, håndværk og innovation. Tre temaer - og tre universer i udstillingen - hvor Bojesen har sat tydelige aftryk og som kan bringe inspiration og viden til nutiden.

Læring via leg

Kay Bojesens pædagogiske tanker og holdning til barndom og leg står som en stærk kerne i udstillingen. I denne ånd, inviteres Trapholts gæster til at lege med klodser, gynge på heste og klatre på et legehus, samtidig med at de får et unikt indblik i en af Danmarks største kunsthåndværkere.

For Bojesen var det ultimative legetøj den naturlige træklods, der både pirrer drenge og pigers fantasi, men også indbyder voksne til at deltage på lige vilkår i legen. En hel udstillingssal fyldes med 25.000 bøgetræsklodser, hvor det bliver muligt at stable, bygge og skabe i Bojesens univers.

Den innovative håndværker

Af natur var Bojesen nysgerrig. Udstillingen præsenterer Bojesens eksperimenterende tilgang til materialer, hans innovative tankegang for trælegetøjet og særligt hans holdning til produktion, samarbejde på tværs og eksport af det danske kunsthåndværk. Flere gange optrådte han som foregangsmand for de nye tider, og satte standarder for både forretningssans og iværksætteri.

Overgangen fra sølv til træ var ikke blot en håndværksmæssig og faglig præstation, men også et stort forretningseventyr. Kay Bojesen fremhæves i dag som et eksempel på en ekstraordinær entreprenør, der med store innovative talenter formåede at opbygge en international forretning i svære tider. Gæsterne på Trapholt inviteres med ind i hans innovative og driftige universer og på den særlige rejse fra sølvsmed ved Georg Jensen til arbejdet med trælegetøj.

Forskningen bag

Udstillingen er kurateret af samlingsinspektør Sara Staunsager i tæt samarbejde med familien Bojesen. Trapholt har fået tre førende forskere til at bidrage med faglige nedslag ud fra de tre temaer. Peder Hjorth-Madsen, Lektor, Ph.d. fra Københavns Professionshøjskole bidrager med forskning om håndværket som uddannelse til kloge hænder. Ning de Coninck-Smith, Lektor, dr. Phil fra Aarhus Universitet/DPU bidrager med forskning om barndommen og legens udvikling. Endeligt Rajiv Vaid Basaiawmoit, Ph.d., MBA. fra Aarhus Universitet bidrager med forskning om Bojesens tilgang til eksport og innovation.

Udstillingen er støttet af 15. juni Fonden, Knud Højgaards Fond, Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond, Oticon Fonden, Toyota-Fonden samt Kay Bojesen Denmark.

Udstillingen åbner som tidligere nævnt den 13. september.

Lørdag 2. juni er det 30 år siden dørene første gang blev åbnet til det storslåede kunst- og designmuseum Trapholt.

Dagen fejres med åbent hus for alle, officiel jubilæumsfejring, artist talks, omvisninger og åbning af Arne Jacobsens nyrenoverede sommerhus samt udstillingerne Side by Side Out Side, Maskernes Monument, Seeing Slowly og Trapholt Collect.

Da Trapholt i 1988 åbnede var det med visionen om at etablere et museum for de mange – ikke for de få. Og den vision lever videre i dag – også når der 2. juni inviteres til en begivenhedsrig festdag for alle i Trapholt parken og på museet.

-Trapholt er en vigtig del af Koldings 750 års nyere historie. Museet er et godt eksempel på en dynamisk og fremadskuende by, som både hylder fortiden og investerer i fremtiden. Vi ser det som en særlig opgave, at vi er et museum som når bredt ud, og ser de senere års store tilstrømning til udstillinger, feriearrangementer og Klub Trapholt som udtryk for, at det er lykkedes at skabe et museum for de mange og ikke de få, siger museumsdirektør Karen Grøn i en pressemeddelelse.

Overflødighedshorn af oplevelser

Dagen byder på en rigdom af events og begivenheder. Kl. 11 er der foredrag og lancering af Trapholts nye bog om Arne Jacobsens sommerhus, som åbnes for offentligheden kl. 14-17 med guidede ture.

Kl. 13 er de officielle jubilæumstaler ved kulturminister Mette Bock, borgmester Jørn Pedersen og bestyrelsesformand Lars Nørby Johansen, åbning af udstillingerne Side by Side Out Side, Maskernes Monument, Seeing Slowly og Trapholt Collect. Derefter afsløres vinderen af konkurrencen ’Skoleklasser designer fremtidens stol’, som er udvalgt af dommerpanelet borgmester Jørn Pedersen, rektor for Designskolen Kolding Elsebeth Gerner og museumsdirektør Karen Grøn.

Efter de officielle taler er der performance ved Nina Saunders og jubilæumskage til 1000 personer.

Derefter afsløres vinderen af konkurrencen ’Skoleklasser designer fremtidens stol’, som er udvalgt af dommerpanelet borgmester Jørn Pedersen, rektor for Designskolen Kolding Elsebeth Gerner og museumsdirektør Karen Grøn.

Kl. 14-16 er der en unik chance for at komme helt tæt på en perlerække af de største kunstnere og designere i Danmark, gennem artist talks med Isabel Berglund, Claydies, Ole Folmer Hansen, Karen Bennicke, Nadia Plesner, Louise Hindsgavl, Nina Saunders, Jesper Christiansen, Mie Mørkeberg og Julie Nord.

I samme tidsrum er der også omvisninger i det nyrenoverede Arne Jacobsens sommerhus, der genåbner i forbindelse med jubilæet. Siden december 2017 har huset gennemgået en større renovering tro mod de originale tegninger og møbleret præcis som Arne Jacobsens havde tænkt det.

Helt særligt byder Trapholt indenfor med ’behind the scenes’ ture i Villa Trapholt, der oprindeligt var beboet af Gustav Lind og Helene Elisabeth Hansen, som i sin tid donerede huset til Kolding Kommune og i dag huser administrationen.

  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« September 2018 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
          1 2
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30