Onsdag, 18. september 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me

Socialområdet bliver Dansk Folkepartis Karina Adsbøls ansvar.

Dansk Folkeparti har på sit sommergruppemøde i Rebild Bakker fordelt ordførerposterne. Det lokale Folketingsmedlem, Karina Adsbøl fra Hjarup, sætter sig tungt på det sociale område.

Hun bliver således socialordfører, ældreordfører, handicapordfører, ligestillingsordfører og ovenikøbet næstformand i Social- og indenrigsudvalget.

- Jeg er utrolig glad for, at få nogle fantastiske ordførerskaber, hvor det for mig handler om, at sætte mennesket i centrum. Der er så meget at tage fat på, herunder at sikre et kvalitetsløft i ældreplejen, samt flere varme hænder, vi har desværre været vidne til nogle vilde sparekataloger fra nogle kommuner, hvor embedsværket f.eks. har foreslået vådservietter frem for bad, og meget andet dumt. Ældre fortjener en værdig, kærlig og omsorgsfuld pleje, både på plejehjem og eget hjem, siger Karina Adsbøl i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Unge med handicap fortjener en bedre overgang fra børne til voksenlivet, så allerede når de bliver 18 år, skal der være styr på hjælpen. Det gælder når den unge enten vil flytte hjemmefra eller blive boende lidt længere hjemme. Der er nok at gå i gang med.

- Det kræver også, at socialområdet får tilført flere midler, og derfor vil jeg kæmpe for en øremærkning af midler til socialområdet, det bliver der brug for, også set i lyset af, at satspuljen er under udfasning, slutter Karina Adsbøl.

Sommergruppemødet slutter onsdag klokken 18.

Karina Lorentzens genvalg til folketinget baner vejen for, at det nuværende byrådsmedlem Hans Holmer bliver både ny gruppeformand og Socialudvalgsformand for SF i Kolding byråd. Mette Voss overtager Karina Lorentzens plads i byrådet.

SF har gennem tiden haft mange markante socialudvalgsformænd – lige fra Villy Søvndal, Lis Ravn Ebbesen og til sidst men ikke mindst Karina Lorentzen. Nu indtræder Hans Holmer på den post, når Karina Lorentzen skifter til Folketinget, skriver SF Kolding i en pressemeddelelse.

Det er således et par store sko, der skal fyldes ud, når Hans Holmer overtager:

- Jeg glæder mig rigtigt meget til at tage dét ansvar. Jeg mener grundlæggende, at vi skal måle kommunens rigdom på, hvor gode vi er til at tage hånd om udsatte borgere. Interessen for andre mennesker, evnen til at samarbejde på tværs af partierne og være løsningsorienteret, er noget af det jeg bringer med ind i den nye formandsrolle, siger han.

- Kolding Kommunes økonomi er udfordret, og derfor ligger der også en stor opgave for udvalget og for mig i at være særlig opmærksom på, at det ikke rammer mennesker, som i forvejen af udsatte.

Hans Holmer træder således også træder ind i det, magtfulde økonomiudvalg, mens Mette Voss afløser Hans Holmer i Børne- og Uddannelsesudvalget:

- Jeg ser frem til arbejdet i Børne- og uddannelsesudvalget. Det er et område, som jeg har stort fagligt kendskab til, da jeg har arbejdet som pædagog i 22 år. Den viden og erfaring vil jeg gøre brug af i udvalget, forklarer hun.

Mette Voss indtræder desuden i Seniorudvalget, Lokaldemokratiudvalget, Arbejdsmarkedsudvalget og Fritid- og idrætsudvalget. Det sker pr. 1. august, hvor Mette stopper i Daginstitutionen Agtrupvej/Brunebjerg.

Karina Lorentzen takker af

Karina Lorentzen stopper i byrådspolitik og kalder det vemodigt:

- Det er da vemodigt, for jeg har været glad for at arbejde for udsatte og folkesundheden. Men jeg må sande, at mange af løsningerne ligger på Christiansborg, som holder kommunerne i både stramme tøjler økonomisk og lovgivningsmæssigt, og de ting skal ændres der fra. Jeg håber derfor, at kunne give lidt tilbage derfra. Jeg takker ydmygt for de mange stemmer på mig i Kolding-kredsene, det gør, at jeg føler et stort ansvar for at leve op til den tillid, vælgerne har vist mig, siger hun.

Det står skidt til med Kolding Kommunes økonomi, der igen har blodrøde - eller i hvert fald røde tal.

Økonomien i Kolding sejler endnu engang. I følge JydskeVestkysten ender det i år med et underskud på 60-100 millioner kroner, hvis forbruget fortsætter på samme niveau resten af året. I følge avisen er det på socialområdet, at der for alvor er et overforbrug. Det er penge til Koldings syge og udsatte borgere, der koster kommunen mere end forventet.

Borgmester Jørn Pedersen (V) bekræfter over for JydskeVestkysten, at underskuddet kan ende på mellem 60 og 100 millioner kroner i 2019. Det gør han med baggrund i kommunens økonomieksperters beregninger.

- Hvis billedet fortsætter, er vi nødt til at reagere. Nu afventer vi lige indberetningerne fra maj, og så tager vi stilling til, hvad der skal ske, siger Jørn Pedersen til avisen.

Han tilføjer, at hvis forbruget i de første fire måneder fortsætter uændret i maj, er politikerne nødt til at gribe ind.

Du kan læse mere om sagen her...

Knud Erik Langhoff, der er tidligere byrådsmedlem for De Konservative i Kolding byråd, stiller for første gang op til Folketinget og er dermed i gang med sin første valgkampagne til netop Folketinget.

Knud Erik Langhoff har 15 børnebørn og vil blandt andet styrke familielivet:

- Jeg ved, hvilken belastning det kan være for familierne, hvis daginstitutionerne ikke har åbent den tid, som forældre har behov for. Og her er der store forskelle i kommunerne og her kunne jeg godt tænke mig, at man fra regeringens side siger til kommunerne, at de skal sikre, der er pasningsmuligheder, så forældre ikke behøver at køre med lynets hast eller få tidligere fri fra arbejde for at hente børn. Det er en stresset tilværelse. Den gode start på livet er at give familierne bedre rammer, fortæller Knud Erik Langhoff til Kolding Netavis.

Hvad arbejder du ellers for?

- Lokalt arbejder jeg for en sekssporet motorvej omkring Kolding - gerne helt fra nord for Kolding og ned til grænsen. Men første etape skal være rundt om Kolding by. Og så skal vi have nogle ekstra afkørsler, så trafikken inde i byen kan blive aflastet. Vi får aldrig en ordentlig logistik før vi får en afkørsel i Seest. Og så vil jeg arbejde for, at vi får ingeniøruddannelsen til Kolding, fordi vi har virksomheder, som skal bruge dem. Men de pendler fra Aarhus. Og når først de unge har etableret sig og fået børn, så flytter de ikke til Kolding. På landsplan vil jeg arbejde for klimaet. Jeg vil anvende de energier vi i forvejen har liggende i vort samfund - blandt andet overskudsvarme fra spildevand. Og jeg ser gerne, at sundhedssystemet får et løft. Jeg vil gerne have nedlagt regionerne, så vi kan få sygehusbehandlingerne ensrettet, siger Knud Erik Langhoff og fortsætter:

- Jeg ser gerne, at vi får et fælles edb-system. Jeg synes det er en katastrofe, at der har siddet fem regionsråd rundt om i Danmark, som hver især har skullet have et fingeraftryk på, hvilket edb-system deres sygehuse skulle have - og det er så ikke fælles. Det skal være sådan, at hvis man kommer til skade, når man er i Skagen, så skal journalen kunne læses, når man er i Kolding.

Blå blok er i følge meningsmålinger en del bagud. kan I nå at indhente rød blok?

- Jeg har armene oppe i forhold til meningsmålingerne for Det Konservative Folkeparti. Det ser ud til, at vi næsten får en fordobling i mandater. Det fortjener vi også. Og nu efter Lars Løkke Rasmussen (V) har meldt ud, at han nærmer sig Socialdemokratiet mere og mere, så vil det nok være oplagt, at vi får endnu flere stemmer til Det Konservative Folkeparti. Der er jo ingen der siger, at der ikke kan være en regering på tværs af rød og blå blok. Jeg mener bare, at hvis det er de to store partier, der sætter sig sammen og vil styre Danmark, så kommer der ikke noget godt ud af det - ikke hvis de udelukker alle andre partier. Jeg håber på en mindretalsregering, som får støtte fra fløjene, fortæller Knud Erik Langhoff.

Nye Borgerlige og Stram Kurs er nye yderliggående partier i blå blok. Hvordan har du det med dem?

- Hvis du tager Nye Borgerlige er det en ny DF. Derimod er jeg voldsomt overrasket over, at der er nogen danskere, som vil stemme på Stram Kurs. De har overhovedet ingen politik. De fortæller kun, at de vil af med muslimerne, men jeg tror faktisk slet ikke, de aner, hvad økonomi er, slutter Knud Erik Langhoff.

Danskerne skal sætte sit kryds den 5. juni, Grundlovsdag.

Det nationale ungeklimaråd er nedkommet med 17 anbefalinger til klimahandling. Det har fået SF i Kolding Kommune til stille forslag om et ungeklimaråd forud for klimastrejkerne 24. maj.

Den 24. maj går folkeskoleelever og studerende atter på gaden i ”Klimastrejke for fremtiden”. Dermed er der gået to måneder siden sidste klimastrejke, hvor borgmester Jørn Pedersen stod på Rådhusets trappe og forklarede de unge, at kommunen ikke gjorde nok i forhold til klimaet og at kommunen skal gøre mere.

Det har fået SF til at stille forslag om i Kolding Byråd, at der skal oprettes Ungeklimaråd i kommunen, som skal sikre, at kommunen lægger sig i selen med klimakampen. Ungeklimarådet er en del af det nationale klimaråds anbefalinger:

- Det nationale ungeklimaråd anbefaler, at der skal oprettes et råd i hver kommune. Jeg synes, det er en god ide – de unge står og skubber lidt til min generation for at vi skal komme i gang. Derfor vil jeg gerne, at kommunen sætter endnu mere gang i klimakampen og tager dem med på råd, forklarer Karina Lorentzen, gruppeformand for SF, i en pressemeddelelse.

Karina Lorentzen foreslår desuden, at Ungeklimarådets øvrige forslag gennemgås med henblik på at undersøge, om de kan indføres i kommunen. Bl.a. har rådet et forslag om, at offentlige køkkener skal tilbyde klimavenlig mad. Karina Lorentzen er tirsdag på besøg hos Elbokøkkenet og her vil hun spørge ind til, hvordan ældremaden kan blive klimavenlig.

Forslaget

Forslag om at implementere Ungeklimarådets anbefalinger

Den 26. april udkom det nationale Ungeklimaråd med 17 anbefalinger til klimaindsatsen. Et par af anbefalinger vedrører kommunerne, og SF foreslår derfor:

• At anbefalingerne screenes for deres relevans for kommunerne, ligesom der leveres bud på, hvordan de kan implementeres
• At anbefaling nr. 11 implementeres i Kolding Kommune i sin helhed, således at der bl.a. oprettes et ”Ungeklimaråd”.

Forslaget skal ses i lyset af, at der igen er klimademonstrationer 24. maj, og vi skylder de unge at handle, mener SF Kolding.

Lars Løkke Rasmussen stiller op til et Brexit-arrangement i Kolding.

Tirsdag den 14. maj byder SDU Kolding indenfor til arrangementet Brexit and Beers. Her vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) debattere, analysere og fortælle om de aktuelle globale og især europæiske udfordringer i lyset af Brexit.

Lars Løkke Rasmussen kommer ikke til at være alene på scenen for med i panelet er også Per Vagn Freytag, professor, SDU, Casper Sylvest, lektor, SDU samt direktør for Business Kolding Morten Bjørn Hansen. I samtalen med statsministeren byder de tre debattører ind med hver deres vinkel på Brexit. Arrangementet er derfor en oplagt lejlighed til at blive klogere på Brexit og det europæiske samarbejde.

Ud over en række spændende perspektiver på Brexit, giver arrangementet også en lille smagsprøve på den britiske pub-kultur. Her vil publikum nemlig blive budt på en kold forfriskning i form af britiske øl.

Arrangementet er gratis, men tilmelding er nødvendig. Tilmeldingen kan ske på www.studiebykolding.dk.

Debatten finder sted i atriet på SDU Kolding, Universitetsparken 1, 6000 Kolding, den 14. maj, klokken 17-19.

Socialdemokraterne fejrer traditionen tro 1. maj og dagen starter tidligt.

1. maj får Socialdemokraterne i Kolding Kommune besøg fra Fagbevægelsens Hovedorganisation. Næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation Ejner Holst, er førstetaler ved 1. maj-mødet, der afholdes i forsamlingshuset Dannevirke i Sdr. Stenderup. (Stenderupvej 224B, Sdr. Stenderup).

Derfor er der ikke noget med at hygge sig under dynen. Klokken 06 går Dannebrog til tops, der er morgenkaffe og rundstykker, (der betales 30 kroner, red.) og der er fællessange samt flere talere.

- Vi er stolte af at få sådan et besøg til vores traditionsrige morgenmøde, fortæller fællesledelses formand Filip Bekic, der også selv er på taler listen for første gang.

Folketingsmedlem Christian Rabjerg Madsen er også på taler listen ligesom regionsrådsmedlem Poul Fremmelev og gruppeformand Poul Erik Jensen.

Alle er velkomne.

Karina Lorentzen, folketingskandidat for SF, taler traditionen tro ved en række arrangementer 1. maj – og så skal hun spise insekter ved ”Klimaets første maj” i Vejle.

Karina Lorentzen Dehnhardt er spidskandidat for SF og efterhånden en garvet første maj taler, og der er ikke tvivl om, hvad temaet bliver i år:

- Ny regering uden tvivl. Jeg håber personligt på, at det bliver Lars Løkkes sidste første maj som statsminister. Vi har brug for en ny kurs, der sætter stop for skattelettelser og prioriterer klimaet og velfærden, forklarer hun i en pressemeddelelse.

Sluger en melorm for klimaet

Men foruden de mere traditionelle første maj-talere, afholder hun sammen med Birgitte Vind (S) ”Klimaets første maj” på Økolariet. Et af indslagene er prøvesmagning af insekter, fordi de af flere er udråbt til løsningen på klimakrisen, da de ikke påvirker klimaregnskabet så negativt som oksekød.

- Jeg har det nok lidt spøjst med at spise melorme og græshopper, og jeg tror da heller ikke, at det er løsningen på klimakrisen. Men vi stiller det vigtige spørgsmål: Hvordan vi får opbakning til klimasagen fra alle, for der er ingen tvivl om, at hvis almindelige mennesker oplever store afgifter på kød og CO2, så taber vi deres opbakning. Det handler altså om at finde en model, der er socialt retfærdigt, forklarer Karina Lorentzen.

Program

8.30 3F Kolding, Galgebjergvej 4, 6000 Kolding
9.30 3F Fredericia, Venusvej 32, 7000 Fredericia
10.30 Klimaets første maj, Økolariet, Dæmningen 11, 7100 Vejle

13.30 LO Kolding, Stejlbjerganlægget, 6000 Kolding
14.30 LO Fredericia, Tøjhuset, Gothersgade 34, 7000 Fredericia
16.30 LO Varde, Varde Sommerland, Gellerupvej 49, 6800 Varde

Der var en god tone blandt sommerhusejerne.

I den forgangne weekend var der indbudt til informationsmøde om stormflodssikring ved Grønninghoved og Binderup.

Mange valgte at bruge lørdag eftermiddag på mødet, hvor de kunne høre om de muligheder, som Kolding Kommune præsenterede til dem og der var en generelt en positiv stemning:

- Jeg havde frygtet, en stemning, der var mere hård og en tone der var i den hårde ende. Men det var ikke tilfældet. Det er nødvendigt, at finde en fælles løsning, som sommerhusejerne er glade for. Det handler for mig, om at finde, den rigtige løsning for borgerne i området, siger siger Socialdemokraternes Elvis Comic i en pressemeddelelse.

Positive ting kom ud af mødet

Der kom gode ting ud af mødet, blandt andet at sommerhusejere dukkede op til mødet og viste interesse, samt at de tager problemet alvorligt:

- Det var fantastisk, at så mange borgere mødte op. Over 400 mennesker, det var langt flere end forventet. Det viser netop, at det betyder noget for sommerhusejerne, siger Tobias Kristian Jensen Jørgensen (V) og konstaterer at man som politikere tager tingene alvorligt:

- Som politikere, tager vi det alvorligt og opfordrer så mange som muligt til at sende deres høringsvar, for at vi får det allerbedste grundlag, at kunne træffe en beslutning ud fra. Og det er vigtigt, at understrege, at det jo, ikke er en beslutning der allerede er taget. Nu er vi i gang med arbejdet og i denne uge, sendes forslaget i for høring i fem uger, fortæller Tobias Kristian Jensen Jørgensen.

Høringssvarene kommer til at vægte rigtig højt, når byrådspolitikerne skal tage en beslutning til, hvad der skal være i området.

- Det er dejligt, at vi kunne debattere og have en god stemning om kystsikring ved Grønninghoved/Binderup. Det er dejligt, at så mange var mødt frem for at høre om og debattere kystsikring i Grønninghoved/Binderup. Det var min klare fornemmelse at jeg ikke var den eneste der fik mere viden om bevæggrundene og mulighederne, så nu glæder jeg mig til at se hvilke høringssvar der kommer fra området, når sagen bliver sendt i for høring. De kommer til at vægte højt i den politiske behandling af sagen, siger Tanya Buchreitz Løwenstein (V) og tilføjer:

- Det er naturligt at vi som politikere tager tingene alvorligt også når det gælder kystbeskyttelse. Skal der gøres noget i området er det meget vigtigt for os, at have borgerinddragelse med. Det var blandt andet informationsmødet i lørdags et godt eksempel på. Vi ser frem til det videre arbejde og er allerede i arbejdstøjet.

Folketingspolitkeren fik afprøvet, hvordan det er at være blind.

Mandag mistede handicapordfører Karina Adsbøl (DF) synet - dog kun for en dag.

Sammen med formand for Danske Handicaporganisationer (DH), Thorkild Olesen, var hun på tur fra Kolding til Fredericia for at mærke udfordringerne, når du skal rundt i byen, handle ind eller tage toget.

Folketingspolitikeren var blandt andet i Netto, hvor hun selv skulle købe en agurk. Agurken skulle hun have med på Fuglsangcentret i Fredericia, som udbyder kurser, der hjælper mennesker, som mister synet.

På Fuglsangcentret var Karina Adsbøl blandt andet i øvekøkkenet, hvor hun med bind for øjnene fik lov til selv at skære agurken i skiver.

Nogle af centrets andre kurser går på at hjælpe mennesker med synshandicap ud af ensomheden. Det er svært at få hjælp til at være en del af samfundet, når du mister synet, siger DH-formand Thorkild Olesen, der selv er blind:

- I dag oplever mange ensomhed og isolation, fordi kommunen ofte ikke giver dem et tilbud, der kan hjælpe dem til at færdes og være del af fællesskabet uden synet.

Knap hver femte med synshandicap føler sig ofte eller meget ofte ensomme, viser en undersøgelse fra forskningscentret VIVE.

Side 1 ud af 2
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Februar 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
        1 2 3
4 5 6 7 8 9 10
11 12 13 14 15 16 17
18 19 20 21 22 23 24
25 26 27 28