Tirsdag var der rejsegilde på Madpakkehuset.

Tirsdag kunne man få den traditionelle landbokaffe hos Landbomuseet Kolding.

Bagefter var der rejsegilde på Madpakkehuset, der er et nyt tiltag på Landbomuseet Kolding. Det bliver placeret lige foran indgangen til Tumleskoven.

Bestyrelsesformand Otto Krogh holdt en tale til rejsegildet. Han takkede de dygtige frivillige, som havde støbt fundament til de kraftige træpiller, og samtidig fået pillerne og spirene rejst, så det i dag kunne lade sig gøre at fejre rejsegilde.

Det færdige resultat skal blive et 10 meter langt overdækket madpakkehus, hvor man kan sidde og nyde sin medbragte mad i tørvejr.

Landsbypuljen har givet et beløb så opførelsen har kunnet lade sig praktisere. Madpakkehuset,  møbleret med bord/bænksæt, skal nok blive et populært samlingssted på Landbomuseet Kolding.

- Lige så snart Madpakkehuset har fået tag på, glæder vi os til, at I kommer og benytter det, fortæller Otto Krogh i en pressemeddelelse.

Sæson 2019 startede lørdag hos Landbomuseet Kolding.

Nu er sæsonen for alvor gået i gang hos Landbomuseet Kolding ved Harte.

Køerne blev nemlig sluppet løs og sat på græs. Det kom der en del børnefamilier for at se.

Desuden var der blandt andet mulighed for at få en tur på enten en pony eller en hest. Det kunne man for et mindre beløb.

Desuden kunne der købes pandekager - nok til stor glæde for især børnene.

Landbomuseets åbning var pænt besøgt - til trods for at det til tider føltes som en ret kold fornøjelse. Men solen tittede dog af og til frem - og det lunede.

Landbomuseet Kolding har åbent frem til 19. oktober. Der er åbent onsdage fra klokken 14-17 samt lørdage fra klokken 14-17 og rundvisning klokken 15.

Se billederne længere nede...

En ny sæson starter med ”Dyr på Græs” – Lad det krible og krable.

Der bydes til forårsfest på Landbomuseet Kolding, når den nye sæson starter med ”Dyr på Græs” lørdag den 4. maj. Vinteren er ovre og dyrene er klar til at komme på græs. Foråret summer, og alt kribler og krabler. Kom og oplev stemningen af landboliv og naturen, der er i fuld sving, sammen med museets frivillige. Eller lad en naturvejleder tage dig i hånden og med på jagt efter spændende smådyr i skoven, på engen eller i vandløbet.

Børnene får selvfølgelig mulighed for at prøve at smede et hjerte i smedjen. Herudover kan du købe hjemmelavede varer i museets bod. Landbomuseet er åbent indtil kl. 17 og entreen er: 40 kr. for voksne og 20 kr. for børn. I cafeen kan der købes grillpølser med brød eller kartoffelsalat, kaffe, te, kager, is og drikkevarer, fortæller formand for Landbomuseet, Otto Krogh.

Det hele foregår på Landbomuseet, Brødsgårdsvej 52, Harte den 4. maj mellem klokken 10 og 15. By- og Udviklingsforvaltningen samt Landbomuseet Kolding samarbejder om dette arrangement. Turleder er Nanna Winbladh.

Johannes Elbæk ved sidste års Veteranudstilling & Kræmmermarked på Landbomuseet Kolding.

Nekrolog: Ildsjælen og grundlæggeren af Landbomuseet Kolding Johannes Elbæk er mandag den 18. februar afgået ved døden. Han blev 92 år.

Den 1. september 1955 overtog Johannes Elbæk gården ”Lykkensborg” på Alminde Hede nord for Kolding. Johannes blev senere gift med Marie. Sammen drev de gården indtil 1992, hvor den blev overdraget til datter og svigersøn. Johannes har hele sit liv været fascineret af gamle redskaber og maskiner fra landbruget. Ved gårdens afståelse blev det aftalt, at der stilles et mindre rum til rådighed for opmagasinering af redskaber og maskiner. Samlingen blev større og større.

Uden offentlige tilskud og med egen arbejdsindsats skabte Johannes Elbæk på ”Lykkensborg” en enestående samling på omkring 1500 effekter, der blev istandsat efter princippet ”Her kommer gamle ting på værdig pension”. Det var Johannes Elbæks ønske, at samlingen skulle bevares for kommende slægter og gerne føres videre i en ny struktur.

Kolding Kommune køber i 2002 ”Lykkensborg” og de nærmeste gårde til industriområde. Samtidig lykkedes det en arbejdsgruppe med Johannes Elbæk i spidsen at finde et ideelt sted, som kunne rumme en udstilling, værksted, depot og oplevelsescenter – det blev Brødsgård i Harte. Johannes Elbæk overdrog sin samling til den selvejende institution Landbomuseet Kolding, som blev indviet i de nye omgivelser den 22. maj 2005.

Johannes´ hustru Marie har en gang ”med et glimt i øjet” udtalt - Hvis jeg skulle have udsøgt opmærksomhed, skulle jeg have været en gammel maskine.

Som noget helt unikt har Johannes Elbæk og konsulent Drewsen registreret og nummereret samtlige effekter samt skrevet en lille historie om anvendelsen af den enkelte effekt. Johannes har efter museets åbning i 2005 tilbragt mange timer på museet, det har været både hverdage og weekender. Han trivedes rigtig godt sammen med de mange frivillige, der har deres gang på museet. Johannes´ evne til at tale med alle har været medvirkende til at fastholde mange frivillige. Når der skulle arbejdes, og der var tid til en kaffepause kunne Johannes godt finde på at bemærke - Mine herrer det her er en forfriskning, ikke et måltid.

Der er ikke sket meget i bestyrelsen for Landbomuseet og Støtteforeningens bestyrelse, uden man lige har hørt om Johannes Elbæks mening inden tingene blev gennemført. Johannes Elbæk blev 92 år og efterlader hustru, 3 piger, svigerbørn, børnebørn og oldebørn.

Nekrologen er skrevet af Landbomuseet Kolding.

Det er store drømme og visioner, som er blevet kortlagt i den netop trykte Helhedsplan for Landbomuseet Kolding og Harte skov. Den syder og bobler af liv og oplevelser.

Gennem mere end halvandet år har de frivillige på Landbomuseet, Naturstyrelsen og Kolding kommune med professionel hjælp fra Moos Landskaber, bearbejdet tanker og idéer for de langsigtede muligheder i Harte skov. Området er et af Kolding Kommunes outdoor hotspot og består af en statsligt ejet skov, med en central placeret gård ”Brødsgaard”, som rummer Landbomuseets udstillinger og aktiviteter. Det skriver Landbomuseet i en pressemeddelelse.

- Det er en fyldig helhedsplan, som illustrerer og kortlægger de utallige muligheder, som området byder på, og i processen er der dukket helt nye ting op til overfladen. I skoven er der blandt andet fundet resterne af den oprindelige gård, som har sin helt egen fortælling. Den fortælling glæder vi os til at fordybe os i, og håber vi i fremtiden kan tilføje den til de mange andre oplevelser, vi i øvrigt kan tilbyde på Landbomuseet - fortæller Otto Krogh, formand for den selvejende institution Landbomuseet Kolding.

Helhedsplanen har været en kæmpe opgave. Der har været opbakning fra de mange frivillige.

- De yder i dagligdagen en kæmpe indsats, men har alligevel kunnet afse kræfter til det store strategiarbejde, fordi det lange perspektiv også er vigtigt for dem, siger Børge Præst, formand for støtteforeningen med mere end 400 medlemmer.

- Når man ser på den omfangsrige plan, kan den godt virke noget uoverskuelig, men hvis man dykker ned i de enkelte dele, bliver den utroligt nærværende, og vi vil derfor forsøge at ”spise elefanten” i mindre bidder, forklarer Otto Krogh og tilføjer - at der allerede på nuværende tidspunkt er en stor gruppe frivillige, som har meldt sig til at etablere en køkkenhave som i gamle dage og indrette et nærtliggende skovområde med gammeldags legeredskaber, det er en del af den store plan.

- Vi er begunstiget med en masse frivillige, der både nyder at være aktive, men de ønsker samtidig at gøre en forskel for andre. Det har de gjort ved at udstikke retningen for fremtiden med denne plan, på samme måde som de til dagligt knokler for at give besøgende en god oplevelse og ligeledes formidle kulturarven - slutter Otto Krogh, der glæder sig til at se de første elementer fra den omfattende plan blive til virkelighed allerede i 2019.

Helhedsplanen er støttet af Kolding Kommunes landsbypulje efter indstilling fra Kontaktgruppen i Harte.