Du kan opleve det exceptionelle, 40 meter lange vægmaleri Esbjerg Evangeliet til Kulturcafé på Kolding Bibliotek.

Til den næste Kulturcafé fortæller Dennis Voss Stensgaard, sognepræst i Vester Nebel, om Esbjerg Evangeliet. Det sker i anledning af, at SKIK (Skole - Kirke i Kolding) og Koldingbibliotekerne i uge 43 og 44 udstiller en reproduktion af maleriet, der er skabt af Erik Hagen og normalt kan ses i Esbjerg. Det store værk fortolker kristendommens fortællinger og er bibelhistorie og Danmarkshistorie, fortid og nutid flettet ind i hinanden. Arrangementet foregår tirsdag den 29. oktober klokken 10-11.30.

Til efterårets sidste Kulturcafé den 26. november kan du også deltage i en spændende salon om eksistensen.

En gratis tradition for alle

Til Kulturcaféerne fortæller en af Koldings præster om teater, litteratur, film eller andre kulturelle emner, som er aktuelle lige nu. Derefter er der tid til diskussion af dagens emne.

Kulturcaféerne foregår tirsdage klokken 10.00-11.30 i Store Sal på Kolding Bibliotek. Det er gratis, og man møder bare op.

I efterårsferien kan du grave dig ned i bøgerne i et helt døgn, når Koldingbibliotekerne afholder readathon for læsere i alle aldre.

Elsker du at læse, men har du ikke helt tid nok til at læse alle de bøger, du gerne vil? Til ”readathon” på Kolding Bibliotek kan du fordybe dig fuldstændigt i bøgernes verden og læse løs i 24 timer. Biblioteket indretter hyggelige læsezoner og sørger for forplejning og konkurrencer om bogpræmier undervejs, så du kan holde dig frisk. Alle de læste sider bliver talt sammen og indgår i kampen om at blive det bibliotek i landet, der læser flest sider. Sidste år vandt Kolding Bibliotek, oplyser biblioteket.

Klokken 8 tirsdag morgen den 15. oktober går det løs, og så skal der læses så mange sider som muligt indtil onsdag morgen klokken 8. Alle er velkomne, også hvis du måske kun kan være med et par timer. Alle deltagere får et diplom for det antal timer, de læser med.

Du kan medbringe dine egne bøger eller låne bibliotekets. Lydbøger tæller også med, så alle kan deltage med deres foretrukne læsemåde. Tag også gerne tæpper og puder med, så du kan indrette dig en hyggelig læsekrog og kan snuppe dig et powernap, hvis øjnene trænger til hvile.

Readathon foregår på Kolding Bibliotek tirsdag den 15. oktober klokken 8 til onsdag den 16. oktober klokken 8. Det koster 100 kroner for dem med voksenlånerkort og 50 kroner for dem med børnelånerkort. Billetten inkluderer morgenmad, frokost, aftensmad og natmad. Medbring gerne selv snacks, så du kan holde øjnene åbne i mange timer.

Efterårsferien på Kolding Bibliotek

I efterårsferien kan du også opleve en magisk koncert-fortælling med skuespiller Ellen Hillingsøe, udforske dit sanseapparat i efterårsferiequizzen og være med til ”Efterårshygge i familiestuen”. Her kan du medbringe dit strikketøj, tegneprojekt eller hvad du ellers nørkler med, mens bibliotekarerne læser højt af fortællinger for børn og voksne.

Til en samtalesalon om fremtiden kan du gå i dybden med, hvad du tror, frygter og ønsker for vores og jordens fremtid. En samtalesalon er et særligt koncept, udarbejdet til at fremme tankevækkende samtaler om de store eller svære emner.

Fredag i efterårsferien gæster Ellen Hillingsøe Kolding Bibliotek og fortæller arabiske eventyr i en fortryllende forestilling for hele familien.

Nu har du mulighed for at tage på en musikalsk rejse med komponist og jazzmusiker Michala Østergaard-Nielsen og skuespiller Ellen Hillingsøe. I koncertfortællingen “Tusind og én nat - en koncert-fortælling” opfører de nogle af de mest medrivende fortællinger fra den legendariske eventyrbog (bl.a. “Ali Baba og de fyrretyve røvere”) i et samspil mellem Ellen Hillingsøes oplæsninger og Michala Østergaard-Nielsens stemningsfulde jazz-kompositioner. Resultatet er en helstøbt “koncert-fortælling”, hvor du drages ind i eventyrenes fantastiske verden.

- Tusind og én nats eventyr har så meget liv og poesi i sig. Eventyrene er tidløse og aktuelle også den dag i dag. Sammen med den smukke og livfulde jazz-musik, som Michala har komponeret, skabes en unik forestilling, som jeg håber mange vil dele med os, fortæller Ellen Hillingsøe i en pressemeddelelse.

Du kan opleve koncert-fortællingen på Kolding Bibliotek fredag den 18. oktober klokken 15. Det er gratis for alle, og du møder bare op. Arrangementet er for børn fra 8 år og opefter.

Efterårsferien på Kolding Bibliotek

I efterårsferien kan du også deltage i et læsemaraton, udforske dit sanseapparat i efterårsferiequizzen og være med til ”Efterårshygge i familiestuen”. Her kan du medbringe dit strikketøj, tegneprojekt eller hvad du ellers nørkler med, mens bibliotekarerne læser højt af fortællinger for børn og voksne.

Til en samtalesalon om fremtiden kan du gå i dybden med, hvad du tror, frygter og ønsker for vores og jordens fremtid. En samtalesalon er et særligt koncept, udarbejdet til at fremme tankevækkende samtaler om de store eller svære emner. Hent programmet for efterårsferien på Koldingbibliotekerne eller på www.koldingbib.dk.

Koncert-fortællingen ”Tusind og én nat” er en del af børnejazz-festivalen Jazz for Kids on Tour. Programmet byder på masser af musikalske oplevelser i efterårsferien i Trekantområdet.

I vinterhalvåret er der åbent om søndagen på Kolding Bibliotek, så hele familien kan lege, læse aviser eller fordybe sig i bøgernes verden.

Skal du arbejde på en eksamensopgave, eller trænger familien til en søndagsudflugt, så kan du nu tilbringe søndagene på Kolding Bibliotek. Fra den 1. oktober til den 1. april holder biblioteket åbent alle ugens dage, også om søndagen, oplyser biblioteket.

Du kan få inspiration til gode bøger for børn og voksne eller lege i bibliotekets aktivitetsrum Børn X. Årets tema i Børn X er ”børn i andre lande”, og der er udklædningstøj, dukketeater, computerspil og meget mere. Du kan også gå på opdagelse i skiftende udstillinger, arrangeret af byens foreninger og institutioner. Studerende kan booke en studiecelle, forsyne sig med kaffe i automaten eller få hjælp til informationssøgningen.

Der er åbent klokken 13-16 alle søndage indtil den 1. april. På lokalbibliotekerne i Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld er der åbent med selvbetjening alle dage året rundt klokken 7-22.

Syng dig i godt humør, når den nye sæson af det traditionsrige Månedens Sange starter.

Kolding Bibliotek inviterer til åben og gratis fællessang en gang om måneden i vinterhalvåret. Hver gang er det skiftende personligheder fra Kolding, der står for at vælge og introducere dagens sange.

I denne sæson er værterne blandt andet teaterdirektør på Mungo Park Sophie Lauring, leder af Godset Martin Røen Hansen og byrådsmedlem Jesper Elkjær, oplyser Koldingbibliotekerne.

Den første gang i dette efterår er den 3. oktober, hvor værten er bibliotekar på Koldingbibliotekerne Kristoffer Harboe. Pianist Bente Ibenfeldt akkompagnerer på flygel.

Månedens Sange finder sted den første torsdag i måneden klokken 17.00-17.45. Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding. Alle er velkomne.