torsdag, 20. september 2018

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
 

Den amerikanske eks-præsident besøger Kolding.

Den 44. amerikanske præsident, Barack Obama, besøger Kolding. Besøget foregår på SDU Kolding fredag 28. september, hvor den tidligere præsident under overskriften ”A conversation with President Barack Obama” mødes med nogle af universitetets studerende og en række ledere fra erhvervslivet.

Foreningen Business Kolding står bag eventen, og direktør Morten Bjørn Hansen ser frem til at møde den præsident, der stod bag en af de største jobskabelses-programmer i amerikansk historie:

- En af verdens mest karismatiske og vigtigste ledere har sagt ja til at besøge os. Det er et ekstraordinært øjeblik for Kolding, siger Morten Bjørn Hansen i en pressemeddelelse fra Business Kolding.

"Yes we can"

Præsident Obama blev kendt for sit berømte slogan ”Yes We Can” gennem sin præsidentperiode, og han var ligeledes kendt for at få ting til at ske.

- Med det her event viser vi, at Business Kolding også er i stand til det, siger borgmester i Kolding, Jørn Pedersen.

- Præsident Obama kommer kun til Danmark for at besøge Kolding. Nuværende og kommende ledere vil i forbindelse med besøget få en enestående mulighed for at opleve Præsident Obama i virkeligheden og alle kan se frem til stor inspiration. Og så har vi i overordentlig grad grund til at være stolte, tilføjer Jørn Pedersen.

Med Foreningen Business Kolding som arrangør, har det været naturligt at bruge SDUs flotte campus i Kolding som venue for eventen.

- SDU er et internationalt universitet med en stærk vision. Vi ønsker at bryde grænser og forme fremtiden, og det kan besøget i høj grad være med til, siger rektor på SDU Henrik Dam om baggrunden for at SDU i Kolding er vært for eventen.

Arrangementet er ikke åbent for offentligheden.

Badning ved fire strande er igen helt i orden.

Dugfriske vandprøver viser ikke længere forhøjet koncentration af colibakterier. Derfor fraråder Kolding Kommune ikke længere badning ved disse fire badestrande. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

I sidste uge kom det frem, at der var forhøjet koncentration af bakterien e-coli i badevandene ved fire badestrande ved Kolding. Og derfor blev badning ved disse fire badestrande frarådt af Kolding Kommune.  Men nu viser dugfriske vandprøver altså, at der ikke længere er forhøjet koncentration af e-coli i badevandet.

- Vi har i dag (tirsdag, red.) modtaget omprøve fra de fire badestrande. Prøverne viser ikke forhøjet koncentration af e-coli. Der må igen bades i vandet ved strandene, fortæller Timm Jäger, der er miljøtekniker ved Kolding Kommune.

Disse fire strande må du igen ved:

- Bjert Strand ved Sdr. Bjert
- Binderup Strand og Fristrand ved Binderup
- Teglgården og Mindegården Strand ved Hejlsminde
- Trappendal Strand ved Hejls.

I næste uge kan Plovfuren ikke benyttes. I syv uger skal der findes alternative ruter.

Træbroen over Kolding Å ved Plovfuren skal udskiftes med en ny betonbro. Arbejdet går i gang i næste uge og ventes at vare syv uger. I den periode vil broen være lukket for al trafik, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

- Broen passeres af cirka 800 biler hver dag. Disse bilister skal finde alternative ruter i perioden, og det samme gælder for cyklister, fodgængere og ryttere, som bruger broen, fortæller ingeniør Brian Simmelsgaard.

Begrænset bæreevne

Den nuværende træbro har en begrænset bæreevne, og den er heller ikke forsynet med autoværn, hvilket sidste år var ved at blive fatalt, da en bilist kørte gennem rækværket.

- Nu får vi en tidssvarende og mere sikker bro med autoværn, men det vil fortsat være en et-sporet bro med uændret bredde på kørebanen, understreger Brian Simmelsgaard.

Gennem årene har brugen af den smalle vej gennem Kolding Ådal jævnligt været debatteret. Den fremtidige anvendelse af Plovfuren afhænger blandt andet af, hvordan de trafikale udfordringer i det stærkt trafikerede kryds Vestre Ringgade/Tøndervej løses, så trafikken til og fra den vestlige del af Kolding by kommer til at glide lidt bedre.

Efter sommerferien bliver politikerne i Kolding Byråd præsenteret for en omfattende plan for udbygning af krydset.

Leah Thrane Jacobsen fra Kolding skal deltage i junior-VM, når et dansk hold deltager i Kina.

Når åbningsceremonien ved den 17. udgave af junior-VM i bridge for hold afholdes i Wujiang i Kina vil det være med et dansk hold blandt deltagerene.

Det danske U16-hold blev nemlig nummer 7 til sidste års EM, hvilket var nok til at sikre dem en plads ved bordet, når der skal kæmpes om verdensmesterskabet.

- Det er et meget velforberedt hold, vi sender af sted. Siden opstarten af bruttotruppen for et år siden har der været mange aktiviteter: 7 træningsweekender rundt om i landet, hvor vi hele vejen igennem har arbejdet på stabilisering af grundsystemet – med særlig fokus på hvordan man vinder en U16 kamp: Med tocifrede noteringer. Samtidig har der også været et højt aktivitetsniveau på turneringssiden, fortæller holdkaptajn Morten Bune i en pressemeddelelse.

Undervejs har deltagerne også spillet og meldetrænet ugentligt på BBO.

- Vi har fået Jan Nielsen med ombord, og det har styrket projektet yderligt, så der er ingen tvivl om at vi står langt stærkere end ved sidste års EM i Slovakiet, siger Morten Bune.

13-årig koldingenser er med på holdet

Holdet, der består af seks spillere, blev udtaget i marts og blandt dem er Leah Thrane Jacobsen. Leah er 13 år gammel (den næstyngste) og kommer fra Kolding. Hun har gennem junior camps fundet interessen og har gennem det seneste halvanden års tid spillet med 15-årige Frederikke Graakjær Altenburg fra Skjern, hvor de har repræsenteret Danmark ved forskellige lejligheder som f.eks. EM for hold i fjord.

Holdet lander tirsdag formiddag den 7. august, og der er åbningsceremoni onsdag aften. Torsdag starter spillet. Der er 18 hold i U16-rækken og de otte bedste kvalificerer sig til kvartfinalen.

Holdet fra Danmark har vist stigende form og givet bud på deres store kvaliteter med sejren i kvalifikationen i WBF Online og sølvmedaljer i DM Hold til to af parrene. Alle tre par klarede sig godt og vandt præmie i Vinoble Open. Målet er at være med mandag den 13. august, når kvartfinalerne afvikles.

Det frarådes nu, at bade ved fire strande i Kolding Kommune.

Kolding Kommune fraråder badning ved fire strande, efter at der i badevandet er fundet forhøjede værdier af colibakterier fra spildevand. Det skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

De pågældende strande, hvor der nu er sat skilte op, som fraråder badning, er:

Bjert Strand ved Sdr. Bjert
Binderup Strand og Fristrand ved Binderup
Teglgården og Mindegården Strand ved Hejlsminde
Trappendal Strand ved Hejls

- Vi har netop modtaget resultaterne af de badevandsanalyser, som vi rutinemæssigt fik foretaget i tirsdags. Ved fire af vores badestrande er der konstateret forhøjede værdier af bakterien e-coli, som typisk stammer fra spildevand. Efter aftale med embedslægen fraråder vi derfor badning ved de pågældende strande, siger miljømedarbejder Karina Pihl Buch fra Kolding Kommune i pressemeddelelsen.

- Ved Binderup Strand er der egentlig ikke målt forhøjede værdier. Det er der til gengæld ved Fristrand, og da de to strande ligger lige ved siden af hinanden, fraråder vi også ud fra et forsigtigheds princip folk at gå i vandet ved Binderup Strand, fortæller Karina Pihl Buch.

Uvist hvor forureningen kommer fra

Koncentrationerne af colibakterier ved de fire strande ligger væsentligt over de fastsatte grænseværdier. Hvor bakterierne stammer fra er uvist. Men e-coli kommer typisk fra udslip af spildevand. I samarbejde med bl.a. Blue Kolding går kommunen nu i gang med at finde kilden til forureningen.

- De forhøjede værdier af e-coli har intet med det varme vejr at gøre. Tværtimod dør e-coli relativt hurtigt, når de bliver udsat fra UV-bestråling fra solen, oplyser Karina Pihl Buch.

Hvis man under badning kommer til at sluge vand med høje koncentrationer af colibakterier, kan man få kvalme, mavepine og dårlig mave.

- Hvis man bliver syg efter at have været ude at bade, skal man tage kontakt til sin læge, siger Karina Pihl Buch.

Kolding Kommune har rutinemæssigt fået taget omprøver af badevandet ved de berørte badestrande. Resultaterne ventes i løbet af nogle dage.

- Vi skal nok melde ud, lige så snart badevandskvaliteten er i orden igen, slutter Karina Pihl Buch.

Afbrændingsforbuddet i Kolding Kommune skærpes. På hele Løverodde Strand ved Sdr. Stenderup er brug af alle former for grill nu forbudt.

Siden afbrændingsforbuddet i Trekantområdet trådte i kraft, har brug af grill været tilladt på fast ubrændbart underlag, men nu er det slut med at grille på Løverodde Strand.

- Stranden ved Løverodde Strand er meget smal, vegetationen er knastør, og i det gode vejr er der tit mange gæster ved stranden. Derfor er det ikke længere forsvarligt at grille ved Løverodde Strand – heller ikke selv om man er forsigtig og placerer grillen på et fast, ubrændbart underlag. På de øvrige strande er reglerne uændrede, siger skov- og landskabsingeniør Michael Tornbjerg Nielsen.

Beslutningen om at forbyde brug af grill på Løverodde Strand er truffet, efter at Kolding Kommune har været i dialog med Trekantområdets Brandvæsen og Naturstyrelsen.

Både kølerummet og madvarer var noget varmere end det tilladte.

Restaurant Flammen på Haderslevvej i Kolding har fået en sur smiley. Det viser den seneste kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsen var på kontrol hos Flammen den 24. juli.

Her viste det sig, at opbevaringstemperaturen i kølerummet i køkkenet var mellem 10,6 og 11,8 grader. Med et indstikstermometer blev temperaturen i en liter koldskål målt til 11,1 grader. Desuden var der også varmebehandlet og nedkølet laks, hele vaccumpakkede ferske kødstykker og tarteletfyld.

Køleblæser dækket med is

Fødevarestyrelsen målte temperaturen med tre forskellige termometre og viste samme temperatur. I kølerummet viste termometret 12 grader. Køleblæseren var dækket af 3/4 is.

I kontrolrapporten står der, at Flammen under kontrolbesøget tilkaldte en kølemontør.

Hos restaurant Flammen i Kolding er de kede af, at have fået en sur smiley.

Hvordan har I det med, at I har fået en sur smiley?

- Dette er vi kede af, og det er ikke godt nok. Vi må dog erkende at hedebølgen som ligger over Danmark, gør at teknikken kommer på overarbejde, hvilket resulterede i en overophedet kondensator. Heldigvis har vi et ekstra kølerum som anvendes til back-up, hvorfor dette blev brugt, og det gav dermed ikke udfordringer i forhold til det som er serveret for vores gæster, fortæller administrerende direktør hos restaurant Flammen, Elias Grøftholdt Tychsen, til Kolding Netavis.

Hvordan kunne det ske, at temperaturen i kølerummet var al for høj?

- Teknikeren ankom for at udbedre fejlen inden Fødevarestyrelsen var kørt. Vi er selvfølgelig ærgerlige over det, men tilfredse med måden som udfordringen blev løst på. Ligeledes er vi glade for at have et Back-up kølerum, til sådanne tilfælde når teknikken er på overarbejde.

Hvad gør I for, at det ikke kan ske igen?

- Vi har indtil nu udført denne kontrol 3 gange oftere end Fødevarestyrelsen anviser, men dette er blevet skærpet yderligere. Ligeledes er der monteret temperaturalarm på kølerum, slutter Elias Grøftholdt Tychsen.

Restaurant Flammen blev præsenteret for en bøde på 15.000 kroner samt en sur smiley.

Torsdag lyder startskuddet på festivalen, Det Gyldne Liv 2018, som en gruppe unge for tredje gang har stablet på benene.

Der bliver svedt ekstra meget i den bagende sol på Råværket på Esbjergvej 108 i Kolding i disse dage. Festivalen, Det Gyldne Liv 2018, slår nemlig dørene op i dag, torsdag, og 40 frivillige har knoklet for at få lagt hånd på de sidste forberedelser inden festivalens åbning kl. 13.

- Vi har været i gang herude i snart to uger med at gøre lokalerne klar, og selvom der virker lidt kaotisk nu, skal vi nok nå at blive klar, siger en af arrangørerne af festivalen, Anton Thomsen, i en pressemeddelelse.

Det er tredje år, at festivalen finder sted, og selvom den opstod i ungdomsmiljøet omkring Råværket, så forventer arrangørerne bag at kunne tiltrække publikum fra hele landet.

– Vi ved fra sidste år, at vi har besøgende helt fra Nordjylland og Hovedstadsområdet, som kommer på grund af vores kunstneriske program og stemningen, siger Anton Thomsen, og understreger, at der i år har været endnu større fokus på programmet.

- Sidste år havde vi 26 bands på programmet. I år har vi ”kun” 13 for at gøre de enkelte koncertoplevelser mere unikke ved bl.a. at have inviteret lys- og visuelle kunstnere til at designe live-lyskunst til koncerterne.

Mere end bare musik

Det er den koldingensiske forening Gylden Booking, der i samarbejde med foreningen Røde Himmel fra Odense arrangerer festivalen, som ud over koncertoplevelserne også byder på liveradio, fodboldturnering og lyskunst.

- Vi har to års erfaringer med festivalen, og derfor arbejder vi nu med flere æstetikker for at gøre oplevelsen endnu mere speciel for vores publikum. Derudover arbejder vi på at styrke fællesskabet mellem deltagerne eksempelvis gennem vores traditionsrige fodboldturnering, siger Anton Thomsen.

Festivalen tæller mere end 70 frivillige og støtte fra Kolding Kommune, Statens Kunstfond, Kulturregion Trekanten og Tuborgfondet er med til at billetprisen bliver på 100 kroner ligesom de andre år.

- Det er et kæmpe skulderklap, at der har været så god respons på vores initiativ hos puljer og fonde, og det beviser for mig, at vi har gang i noget vigtigt; at ungdomskultur fra undergrunden også hører til uden for de største byer, siger Andreas Stokkendal, der har været ansvarlig for fundraising til festivalen. Ifølge ham betyder støtten, at alle optrædende på festivalen bliver betalt.

- Det er en kæmpe personlig sejr for mig. Hvis vi vil være en platform for undergrundskunst og – kultur, skal vi også understøtte den, hvor vi kan.

En kvinde i 50’erne fra Kolding Kommune blev i weekenden den heldige vinder af seks millioner skattefrie kroner i Lotto.

Kvinden, der er Plus-abonnent og har spillet med en blanding af sine egne og nogle tal, hun har arvet fra sin mor, tjekker aldrig tallene om lørdagen, når de bliver trukket, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Hun opdagede således først om mandagen, at hun i fremtiden kan kalde sig millionær, fortæller hun, da Danske Spil fanger hende på telefonen.

- Jeg sad på arbejde og tjekkede min mail, og så var der en besked fra Danske Spil om, at jeg havde vundet de seks millioner og 50 kroner. Jeg synes beløbet så mærkeligt ud. Ja, det hele så mærkeligt ud, og jeg måtte have en kollega til at læse mailen. Hun spærrede også lige øjnene op, men for at være sikker på, at det var rigtigt, at jeg havde vundet, måtte jeg lige ringe ind til Danske Spil, lyder det.

Arbejder i en brødvirksomhed

Kvinden, der arbejder i en brødvirksomhed i Kolding, gik udenfor for at ringe, mens hendes kollegaer stod indenfor og heppede.

- Det viste sig jo, at det simpelthen var rigtigt. Så begyndte jeg bare at hyle. Og kiggede op i himlen og sagde ”TAK”.

Det er nemlig ikke uden betydning, at vinderkuponen indeholdt nogle af de rækker, som kvinden har arvet fra sin mor.

- Vi har været igennem flere hårde følelsesmæssige ting i vores liv. Blandt andet mistede jeg min mor på en meget tragisk baggrund. Så disse penge skal bare bringe ny glæde og nye muligheder ind i vores liv.

Siger ikke op

Kvinden har dog lovet sin chef, at hun ikke siger op, nu hvor hun er blevet millionær.

- Nej, vores hverdag fortsætter som hidtil. Men det giver jo en mulighed for, at blive pensioneret lidt før, hvis man får brug for det. Men jeg elsker mit job. De har været så søde og glade på mine vegne, så i dag (onsdag) giver jeg is til alle, der er på arbejde.

Pengene falder på et tørt sted, forklarer kvinden. Familien har blandt andet skulle afholde to store fester i år, så kvinden var lidt nervøs for, hvordan der skulle være råd til at fejre hende og mandens kommende kobberbryllup.

- Det er jo heldigvis slet ikke et problem nu. Vi har allerede booket lokaler, siger hun med et grin.

Foreløbig er det kun parrets nærmeste venner og så kvindens kollegaer, der har hørt om gevinsten, da hun gerne vil overbringe nyheden personligt til sine børn, bonusbørn og søstre.

- Det er virkelig svært at sidde med sådan en viden uden at kunne dele det med den nærmeste familie. Men nogle af dem er på ferie eller bor et stykke væk. Så jeg er nødt til at vente.

Den glade vinder har allerede besluttet sig for, hvad nogle af pengene skal bruges til – noget som hun altid har drømt om at købe, hvis hun fik råd.

- Drømmen har altid været en Volvo XC 90, men den kan ikke være garagen. Så jeg køber nok en XC60 i stedet for. Og min mand vil gerne have en motorcykel. Derudover skal haven shines op, og vi skal forkæle børn, svigerbørn og børnebørn. Jeg tror blandt andet, vi skal ud at rejse sammen. Det er jo så dejligt, at man nu har mulighed for at invitere dem med på en længere tur.

Sunset Boulevard åbner ny restaurant i Kolding, hvor de første 50 kunder kan få et års forbrug af burgere.

Sunset Boulevard slår nu dørene op til en spritny restaurant på Vejlevej over for Kolding Storcenter. Den nye restaurant, der også har drive in, skal især tiltrække kunder blandt de mange trafikanter, der hver dag kører på Vejlevej.

På åbningsdagen får de første 50 kunder, der køber en stor menu, et års forbrug af burgere kvit og frit, skriver Sunset Boulevard i en pressemeddelelse.

- Det er om at være tidligt ude, når vi slår dørene op til de nye lokaler. De første 50 kunder, der køber en stor menu, får nemlig et kuponhæfte, der kan bruges til at indløse én gratis burger hver eneste uge i et helt år, fortæller Lene Sørensen, der er ny restaurantchef hos Sunset Boulevard på Vejlevej 243 i Kolding.

Forbilledlig restaurant

I forbindelse med åbningen er Lene Sørensen, der indtil nu har drevet kædens restaurant på den anden side af Vejlevej i Kolding Storcenter, ansat som restaurantchef i den nye restaurant. Hun har arbejdet i 17 år hos Sunset Boulevard, hvor hun tidligere på året blev kåret som Årets Restaurantchef, og hun har været med til at åbne syv af kædens restauranter.

- Der er høje forventninger til den nye restaurant, og personalet har forberedt sig i halvanden måned op til åbningen, så de kan levere en god oplevelse og den bedste service. Restauranten kommer til at danne rammen for blandt andet medarbejdertræning og produktudvikling, og derfor skal den samtidig være et godt forbillede for alle de andre, siger Lene Sørensen.

Trafikanter i sigte

Placeringen ud til den meget befærdede indfaldsvej rummer ifølge restaurantchefen et stort potentiale, og drive in-muligheden synes oplagt.

- Indtil nu har kunderne i området været de handlende i storcenteret, men med en restaurant med drive in lige ud til en af Koldings hovedfærdselsårer satser vi på at lokke mange trafikanter til at holde ind og få stillet sulten eller tage mad med hjem til familien, siger Lene Sørensen.

Den nye Sunset Boulevard i Kolding slår dørene op torsdag den 2. august klokken 10 i de nye lokaler på Vejlevej 243.

  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« September 2018 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
          1 2
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30