I Arena Næstved kunne Vibe Sonne fra erhvervsskolen HANSENBERG lørdag eftermiddag lade sig hylde som Danmarks bedste mediegrafikerelev. Prisoverrækkelsen stod statsminister Lars Løkke Rasmussen for.

Hun har været på noget af en rutsjetur i de seneste tre dage, men lørdag eftermiddag kunne Vibe Sonne høste frugterne af sit hårde arbejde.

Den 21-årige mediegrafikerelev fra HANSENBERG har nemlig vundet DM i Skills 2019, skriver skolen i en pressemeddelelse:

- Jeg er i choktilstand. Og helt overlykkelig, fordi jeg hele tiden er så selvkritisk, så jeg havde slet ikke regnet med at vinde, var den umiddelbare reaktion fra Vibe Sonne, der er i lære hos Trademark Textiles A/S i Kolding.

Kæmpe udfordring

Under konkurrencerne - som fandt sted i Arena Næstved - har hun løst en lang række opgaver, der alle er relateret til en ny rutsjebane i BonBon-Land. De i alt syv deltagere i Skills-finalen har blandt andet designet en plakat, en app og en video, der alle fortæller noget om den nye forlystelse.

- Bare det at være blandt de syv bedste mediegrafikerelever i Danmark er en sejr. Det har været stressende at være med, men det har været en god oplevelse at prøve at arbejde i det høje tempo. Det bedste har været at finde ud af, hvor meget man kan nå på kort tid. Det har været en kæmpe udfordring for mig, fordi jeg godt kan lide at nørkle med detaljerne, siger Vibe Sonne.

Alle er i samme båd

Hun fortæller, at det også har været en rigtig god oplevelse at møde de andre deltagere:

- Det er fedt, at alle mine konkurrenter har været så støttende. Vi har alle været i samme båd.

Den båd anbefaler Vibe Sonne andre mediegrafikerelever at hoppe med på:

- DM i Skills er en helt anden måde at arbejde på, men det er godt at prøve noget nyt. Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk kan nå at lave et logo på to timer - og en app på en time. Det er virkelig et boost for selvtilliden.

Sindssyg skarp

På HANSENBERG har Vibe trænet ad flere omgange op til DM i Skills. Blandt andre sammen med faglærer Jørn A. Hansen, som har masser af ros til sin elev:

- Vibe kan eksekvere. Stiller man hende en opgave - visuelt, designmæssigt og kommunikationsmæssigt - vil hun kunne analysere sig frem til en målgruppe, og så kan hun ramme helt præcist. Det gør hun vel at mærke helt ubekymret og overordentlig rutineret. Hun har nogle medfødte kompetencer inden for det visuelle, og hun er en originalitet med sin egen tone. Hun er sindssyg skarp til at designe.

Vibe Sonne er efter planen færdigudlært i maj 2020.

Når rektor på Hansenberg Tekniske Gymnasium Peter Michael Kjærgård om kort tid går på pension, er det Marianne B. Johansen, der tager over.

- Det er som at komme hjem, og det er en dejlig følelse.

Sådan lyder det fra Marianne B. Johansen, der den 18. marts har første arbejdsdag som rektor på Hansenberg Tekniske Gymnasium.

For selv om hun bor lidt syd for Aarhus, kender hun meget til Kolding, hvor hun tidligere har været afdelingsleder på Syddansk Universitet. Og så har hun 13 års ledelseserfaring i HTX-regi - senest fra Skive Tekniske Gymnasium.

- Jeg føler mig simpelthen så privilegeret over, at jeg nu skal være rektor på Hansenberg Tekniske Gymnasium. HTX er en fantastisk uddannelse - og de elever, der vælger HTX, har gjort sig klart, hvad de vil, siger Marianne B. Johansen i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Underviserne ved også godt, hvorfor de er der. Nogle er uddannede ingeniører, andre er håndværkere med en ingeniøruddannelse oveni - og nogle kommer direkte fra universitetet. Det der mix af undervisere er bare vidunderligt, for det giver en helt speciel dynamik, og det kommer der altid rigtig meget godt ud af.

Det bedste fra to verdener

Marianne B. Johansen peger eksempelvis på den synergieffekt, der er, når elever og undervisere på Hansenberg Tekniske Gymnasium har en hel erhvervsskole omkring sig:

- De unge lærer det bedste fra to verdener. De bliver fagligt stærke på det teoretiske, men også på det håndværksmæssige. Det er unikt, at man kan gå over i et toptunet værksted og få lov til at bruge det - og at der er nogle dygtige undervisere i værkstedet, som kan hjælpe en. Den kombination er der fremtid i - og vi får uddannet nogle dygtige og kompetente unge mennesker.

Det er netop arbejdet med de unge mennesker, som den kommende rektor brænder for.

- Og så er et godt studie-, lærings- og arbejdsmiljø naturligvis vigtigt", fastslår Marianne B. Johansen, der ser frem til "første skoledag:

- Heldigvis har man altid nogle sommerfugle i maven på sin første arbejdsdag, men jeg føler mig også meget tryg, fordi jeg kommer hjem til noget, jeg kender. Og jeg er superglad og glæder mig til den 18. marts, siger Marianne B. Johansen.

Spændende udvikling

Der er også masser at glæde sig over, konstaterer direktør ved Hansenberg Morten Kaj Hansen. Han hæfter sig blandt andet ved, at man om få måneder går i gang med at etablere en ny bygning med multihal og idræts- og fitnessfaciliteter.

- I Marianne får vi en stor kapacitet på holdet, i en tid hvor Hansenberg Tekniske Gymnasium oplever god fremgang. Flere unge vælger HTX, og kombinationen af naturfaglige fag og et tæt samarbejde med erhvervslivet giver eleverne stærke kompetencer til den globaliserede virkelighed, der bliver en del af deres fremtid, fortæller Morten Kaj Hansen.

Afskedsreception for afgående rektor

Marianne B. Johansen afløser nuværende rektor på Hansenberg Tekniske Gymnasium Peter Michael Kjærgård, som efter en lang karriere har valgt at gå på pension.

Hansenberg Tekniske Gymnasium arrangerer i den anledning en afskedsreception den 11. april.

Hansenberg bygger nyt

Februar 03, 2019

Uddannelsesmiljøet på Hansenbergs brancheskole Vitia og Hansenberg Tekniske Gymnasium får et markant løft.

Elever på en række uddannelser på erhvervsskolen Hansenberg kan i august 2020 rykke ind i helt nye rammer.

Hansenbergs bestyrelse har nemlig godkendt planerne om at etablere en ny bygning på Skovvangen i Kolding. Den nye bygnings hovedelementer bliver en multihal til både sport og arrangementer, et undervisningskøkken og en restaurant. Faciliteter, der giver et løft til specielt Hansenberg Tekniske Gymnasium samt fitness-, gastronom- og tjeneruddannelserne, skriver skolen i en pressemeddelelse.

- Bygningen etableres ud fra et stort ønske om at opkvalificere vores uddannelsesmiljø inden for Hansenberg Tekniske Gymnasium og brancheskolen Vitia. Restaurationsbranchen oplever markant vækst i disse år - og det gælder ikke mindst i Syddanmark. Vi positionerer os derfor som en erhvervsskole, der med elever og faglært arbejdskraft kan bidrage til, at den positive udvikling i branchen fortsætter, siger Hansenbergs direktør, Morten Kaj Hansen.

Gastronom- og tjeneruddannelserne er begge såkaldte fordelsuddannelser. Det vil sige uddannelser inden for fag, hvor arbejdsgiverne forventer et særligt stort behov for medarbejdere:

- For de unge giver det at tage en fordelsuddannelse derfor rigtig gode muligheder for praktikplads og job, forklarer Morten Kaj Hansen.

Attraktive faciliteter

For der mangler uddannede kokke og tjenere, påpeger næstformand i skolens bestyrelsen Grethe Andersen. Hun har som direktør ved Fuglsangcentret i Fredericia og medlem af regionsbestyrelsen hos HORESTA i Region Syddanmark i høj grad fingeren på pulsen på restaurationsområdet:

- Man skal følge med tiden - også i forhold til et køkkens indretning. Det nytter ikke noget at have gammelt inventar, for det er ikke det, eleverne kommer ud til på arbejdspladserne. Der bliver for eksempel bygget et hav af nye hoteller og restauranter med nyt inventar.

Grethe Andersen forklarer, at man med den nye bygning kan møde den efterspørgsel, der er på kvalificeret arbejdskraft i restaurationsbranchen:

- Vi skaber de rigtige rammer. Det skal være sjovt og spændende at have det helt rigtige udstyr - og det bliver endnu mere attraktivt at uddanne sig.

Gennemgribende renoveringer

De nuværende køkken- og restaurantfaciliteter er placeret i Hansenbergs bygning på Skovvangen 28 - en bygning, der blev indviet i 2002.

Inden for de senere år er undervisningsmiljøerne på skolens øvrige adresser blevet opgraderet - eksempelvis i form af en gennemgribende renovering af værksteder og nyt udstyr til auto-, smede- og VVS-energiuddannelserne på C.F. Tietgens Vej.

- Det glæder mig, at vi endnu en gang får mulighed for at videreudvikle Hansenberg som elevernes og virksomhedernes foretrukne uddannelsesinstitution, idet vi kan tilbyde undervisningsmiljøer, der er tidssvarende og fagligt up to date, siger Morten Kaj Hansen.

Idræt dribler ind

Det nye byggeri giver ikke blot et endnu bedre uddannelsesmiljø for eleverne på fitness-, gastronom- og tjeneruddannelserne. Det vil også have mange positive effekter for blandt andre skolehjemmets beboere og Hansenberg Tekniske Gymnasium.

For som noget helt nyt udbyder Hansenberg Tekniske Gymnasium studieretningen Bioteknologi A og Idræt B.

- Hansenberg Tekniske Gymnasium har som den eneste gymnasieuddannelse i Kolding mulighed for at udbyde Idræt B som et studieretningsfag. Det betyder, at vi får virkelig gode muligheder for at skabe sammenhæng mellem studieretningsfagene bioteknologi A og idræt B og et af vores fire teknikfag: proces, levnedsmiddel og sundhed, forklarer rektor Peter Michael Kjærgård.

Teknikfag er store, tværfaglige fag på A-niveau, som gymnasieeleverne skal vælge et af i 3.g.

- Både i idræt og i teknikfaget proces, levnedsmiddel og sundhed skal der arbejdes med træningsprogrammer m.v. Og i den forbindelse er der en naturlig sammenhæng med Hansenbergs fitnessuddannelse, som har mange af de redskaber, som eleverne på den nye studieretning kan trække på", siger Peter Michael Kjærgård.

Blandt Hansenberg Tekniske Gymnasiums elever er der allerede flere elitesportsudøvere, og med den nye studieretning kan gymnasiet tilgodese endnu flere elever, der dyrker sport på højt plan.

Efter planen bliver første spadestik taget omkring sommerferien i år.

Der var travlhed hos vejlederne, da erhvervsskolen Hansenberg lørdag holdt Åbent Hus, for interessen for at høre om de forskellige uddannelser var stor.

Der var lørdag trængsel på Hansenbergs parkeringspladser.

Mange valgte nemlig at kigge forbi, da skolen - herunder Hansenberg Tekniske Gymnasium - holdt Åbent Hus i Kolding, skriver skolen i en pressemeddelelse.

- Der har været rigtig stor interesse for alle uddannelserne. Specielt vores vejledere har været meget efterspurgte - og de mange spørgsmål, vejlederne har fået, vidner om, at de besøgende har sat sig ind i tingene på forhånd, for der er kommet mange gode spørgsmål", fortæller skolechef for 10. klasse, Teknia og Designia på Hansenberg, Dan Zielke i pressemeddelelsen.

Susanne Christensen er en af de dygtige vejledere, som stod klar til at fortælle om de mange uddannelsesmuligheder:

- Der har været rigtig mange forældre, som har spurgt ind til specifikke uddannelser og adgangskrav. Der har også været stor interesse for 10. klasse, hvor vi udbyder to spor: en ordinær 10. klasse samt 20/20-modellen, der indeholder Grundforløb 1. Og så har rigtig mange spurgt til EUX.

- Så det er gået rigtig godt, og folk virker glade og positive - og vi mærker, at vores flotte lokaler og faciliteter gør indtryk, tilføjer Susanne Christensen.

Skift af karrierespor

Men det var ikke blot vejledere og undervisere, der tog godt imod de besøgende. Engagerede elevguider sørgede for at vise gæsterne rundt, og på hver uddannelse kunne elever fortælle om deres hverdag - deriblandt Michael Nielsen, der er godt i gang med sin uddannelse til teknisk designer:

- Vi får spørgsmål om hele uddannelsen. Vi prøver at forklare, at der er mange aspekter i faget, og det handler ikke bare om at tegne. Det er en god uddannelse, der åbner op for mange muligheder.

45-årige Michael Nielsen har på grund af en dårlig skulder skiftet karrierespor. Men den tidligere gulvlægger kan sagtens trække på sine tidligere erfaringer:

- Jeg kan stadig bruge al den baggrundsviden, jeg har. Og jeg har stadig den der gode fornemmelse af, at jeg kan kreere noget fra start til slut. Det er bare på en anden måde end som gulvlægger, forklarer han.

Det fedeste ved faget

Der var masser af forskellige aktiviteter på Hansenberg under arrangementet, og på Organia på Vranderupvej lidt uden for Kolding dukkede de første gæster op et stykke tid før den officielle åbning af dørene.

Men eleverne var helt klar til at møde de besøgende. I beslagsmedjen arbejdede blandt andre Mikkel Aagaard Rasmussen og Christopher Emil Gad Wessing, så sveden sprang.

- Jeg er vokset op på et stutteri, så det har ligget i kortene, at jeg skulle være beslagsmed. De fleste beslagsmede har en forbindelse til hestesporten. Det fedeste ved faget er, når man kan se, at man gør en forskel for hesten, sagde Christopher Emil Gad Wessing.

Der var Åbent Hus på alle Hansenbergs tre adresser: Skovvangen 28, C.F. Tietgens Vej 11 samt Vranderupvej 90.

Se billederne længere nede på siden...

Hansenberg i Kolding inviterer lørdag alle til at se nærmere på en lang række uddannelser og faciliteter på tre adresser.

Tag en tur i rallysimulatoren, se verden gennem VR-briller, få japansk hovedbundsmassage, oplev et smedeværksted med masser af teknologi eller få en guidet tur i skolens zoo.

Det er blot et lille udpluk af de aktiviteter, som alle kan deltage i, når Hansenberg i Kolding lørdag den 26. januar klokken 10.00 til 14.00 holder Åbent Hus.

Her kan du komme helt tæt på en bred vifte af uddannelser med fremtid. For der er nemlig mange muligheder med en erhvervsfaglig uddannelse på CV'et.

De besøgende kan også se nærmere på Hansenberg Tekniske Gymnasiums mange tilbud, få vejledning om uddannelse, EUX, skolehjem, praktikplads, praktik i udlandet - og opleve, hvordan undervisningen foregår i 10. klasse.

Der er Åbent Hus på Hansenbergs tre adresser: Skovvangen 28, C.F. Tietgens Vej 11 samt Vranderupvej 90. Det sker fra klokken 10-14.

hansenberg.dk kan du se et udførligt program for, hvilke spændende oplevelser der venter på de enkelte adresser.