Fire 3.g-elever fra HANSENBERG Tekniske Gymnasium har udviklet et system, så pladsen i cykelskuret kan udnyttes bedre - og den idé har nu sikret dem titlen som danmarksmestre.

Det kørte i den grad for Carl Emil Sestoft Jensen, Jeppe T. Hostrup, Kasper V. Petersen og Jeppe Tobias Nielsen under onsdagens finale ved DM i Teknologi og Erhvervscase 2019.

For de fire idérige 3.g'ere fra HANSENBERG Tekniske Gymnasium kan nu kalde sig danmarksmestre, oplyser HANSENBERG i en pressemeddelelse.

Ved DM-finalen i Teknologi - der fandt sted hos Dansk Erhverv i København - præsenterede eleverne et produkt, der skal gøre det muligt at udnytte pladsen langt bedre i cykelskuret, hvor cykelstyrene i dag fylder rigtig meget. Og den idé faldt i den grad i dommernes smag.

- Det er en fed oplevelse at være med til - og fedt at vinde. Vi syntes selv, at vi stod godt efter vores præsentation, for den gik godt. Vi fik at vide, at vi har lavet et rigtig godt og realiserbart system, som kan løse et stort samfundsmæssigt problem, siger Kasper V. Petersen.

Den rigtig gode idé

Systemet, som holdet har udviklet, hedder "Slim Park", og det er et roterbart cykelstyr, som kan drejes parallelt med forhjulet, så man kan parkere flere cykler ved siden af hinanden. Ud over at give mere plads i cykelskuret, er det også smart, når cyklen skal med i toget eller bilen.

Finalisterne var allerede tirsdag i gang hos Dansk Erhverv, hvor de blandt andet deltog i en række foredrag, fortæller Kasper V. Petersen:

- Det er klart noget, vi kan bruge fremover. Det har været en øjenåbner, hvis man vil arbejde med produktudvikling.

Danmarksmestrene havde kvalificeret sig til finalen ved tidligere på måneden at vinde det regionale mesterskab, der fandt sted på IBC i Aabenraa.

Ud over æren, et diplom og blomster modtog danmarksmestrene fra HANSENBERG Tekniske Gymnasium hver et gavekort på 2.500 kroner.

I næste uge får flere hundrede elever i 8. klasse mulighed for at se nærmere på erhvervsskolen Hansenberg, når de deltager i Skills Stafetten 2019.

Det gælder om at samarbejde, når cirka 600 elever fra 8. klasser rundt om i Kolding Kommune i dagene 16. til 20. september besøger Hansenberg.

Eleverne deltager nemlig i Skills Stafetten 2019, hvor de - i hold a tre - konkurrerer i en række samarbejdsøvelser, der fungerer som indledende heats i en stor landsdækkende konkurrence, hvor finalen finder sted i januar 2020 under DM i Skills i København.

Med ved Skills Stafetten er blandt andre også vejledere fra både UU Kolding og Hansenberg. Og uddannelsesvejleder ved UU Kolding Yrsa Høyer har deltaget i arrangementet flere gange.

- Det er en spændende dag for 8. klasserne, hvor de sparker døren ind til erhvervsskolerne for første gang. De finder ud af, hvad en erhvervsuddannelse er - og hvad det vil sige at få løn, læreplads og blive faglært, fortæller Yrsa Høyer i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Det giver eleverne rigtig meget, at de får skolen at se.

Samarbejde på tværs

Skills Stafetten indgår som led i elevernes introduktionskurser til ungdomsuddannelser.

De indledende heats på Hansenberg er udviklet i samarbejde med IBC og Social- og Sundhedsskolens afdeling i Kolding, hvor Skills Stafetten også afvikles i den kommende uge.

Arrangementet på Hansenberg starter hver dag klokken 8.30, og aktiviteterne foregår herefter både på Hansenbergs adresse på Skovvangen 28 og på C.F. Tietgens Vej 11 i Kolding. Hver dag afsluttes klokken 13 med kåring af dagens vindere i bistroen på Skovvangen 28.

Fire elever fra HANSENBERG Tekniske Gymnasium skal nu med til DM-finalen i Teknologi, for de har vundet det regionale mesterskab i Aabenraa.

En rigtig god idé har sikret fire 3.g-elever fra HANSENBERG Tekniske Gymnasium en billet til finalen ved DM i Teknologi og Erhvervscase 2019.

Carl Emil Sestoft Jensen, Jeppe T. Hostrup, Kasper V. Petersen og Jeppe Tobias Nielsen vandt nemlig tirsdag det regionale mesterskab, der fandt sted på IBC i Aabenraa.

Ved mesterskabet præsenterede eleverne en idé, der skal gøre det muligt at udnytte pladsen langt bedre i cykelskuret, hvor cyklers styr i dag fylder rigtig meget.

- Vi har lavet et roterbart styr, som kan drejes parallelt med forhjulet, så man kan parkere flere cykler ved siden af hinanden. Det er også smart i tog og biler. Samtidig besværliggøres tyveri, fordi der er en lås i, fortæller Kasper V. Petersen i en pressemeddelelse.

Studietur gav inspiration

Inspirationen fik de under en studietur i Amsterdam i 2.g. Her så de, at parkerede cykler fylder meget. Og da de senere skulle lave deres store teknologiprojekt, udviklede de sammen det nye produkt.

- Det har været spændende at arbejde med projektet, og der går meget tid med at koordinere det hele og få lavet et godt produkt, siger Carl Emil Sestoft Jensen.

DM-finalen finder sted den 24.-25. september hos Dansk Erhverv på Børsen i København, og her skal de fire dygtige gymnasieelever op mod vinderne fra de øvrige regioner.

Uddannelsesmiljøet på HANSENBERGs brancheskole Vitia og HANSENBERG Tekniske Gymnasium får et markant løft.

Torsdag eftermiddag skete det, man på erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding havde set frem til længe.

Det var nemlig blevet tid til at tage første spadestik til en ny bygning, der kommer til at indeholde en multihal til både sport og arrangementer, et undervisningskøkken til kokkeeleverne samt en restaurant til tjenereleverne. Det skriver HANSENBERG i en pressemeddelelse.

Det var direktør på HANSENBERG Morten Kaj Hansen og næstformand i bestyrelsen Grethe Andersen, der sørgede for at få spaden i jorden.

- Jeg glæder mig over beslutningen om at få mere kapacitet, for det er der brug for. Der kommer et køkken, som kan fungere i forhold til den virkelighed, der venter kokke- og tjenereleverne, siger Grethe Andersen med henvisning til, at der lige nu bliver bygget mange nye hoteller og restauranter i Syddanmark og resten af landet.

- De nye faciliteter kommer til at højne kvaliteten af undervisningen, og det bliver endnu mere attraktivt at uddanne sig. Samtidig skaber vi de rigtige rammer til at møde den efterspørgsel, der er på kvalificeret arbejdskraft i restaurationsbranchen, tilføjer hun.

Positiv udvikling fortsætter

Inden for de senere år er undervisningsmiljøerne på HANSENBERGs øvrige adresser blevet opgraderet, og Morten Kaj Hansen glæder sig over, at turen nu er kommet til Skovvangen:

- Det er ønsket om at opkvalificere vores uddannelsesmiljø inden for HANSENBERG Tekniske Gymnasium og brancheskolen Vitia, der nu går i opfyldelse. Restaurationsbranchen oplever markant vækst i disse år, og vi positionerer os som en erhvervsskole, som med faglært arbejdskraft og elever kan bidrage til, at den positive udvikling fortsætter.

Gastronom- og tjeneruddannelserne er begge fordelsuddannelser. Det vil sige uddannelser inden for fag, hvor arbejdsgiverne forventer et særligt stort behov for medarbejdere.

Kokke- og tjenerelever har derfor rigtig gode karrierekort på hånden.

Eleverne på fitnessuddannelsen, fra skolehjemmet og på HANSENBERG Tekniske Gymnasium kan især se frem til at tage den nye multihal i brug.

Historisk spade

Første spadestik var et symbolsk et af slagsen i forbindelse med et stort fællesmøde for alle HANSENBERGs medarbejdere, for gravemaskinerne har allerede været i gang i nogle dage på matriklen.

Spadestikket blev taget med den samme spade, som blev anvendt i 2000, da man ved et lignende arrangement satte gang i byggeriet af skolebygningen på Skovvangen.

Efter planen rykker eleverne ind i den nye bygning i efteråret 2020.

Årets studenter fra HANSENBERG Tekniske Gymnasium har nu fået deres eksamensbeviser, og ved translokationen blev de hyldet for deres engagement, kammeratskab og evne til at holde den faglige fane højt.

Det var en flok glade og stolte EUX- og HTX-studenter, der torsdag kunne lade sig hylde ved translokationen på HANSENBERG Tekniske Gymnasium i Kolding, skriver skolen i en pressemeddelelse.

Skulder ved skulder sad de, mens blandt andre rektor Marianne B. Johansen holdt tale:

- Det er en festdag, og det er mit største privilegium at stå her og tale til jer, for jeg ved, at I har fortjent jeres studenterhuer. I er klædt på til at klare verden - og til at kaste jer ud i jeres livs eventyr. Hvad det så end er.

Menneskelige værdier

Efter uddelingen af eksamensbeviser satte rektoren fællesskab og kammeratskab i centrum:

- Der er så mange dejlige elever på denne årgang, og når vi nu har valgt nogle ud til at blive særligt anerkendt, er det ikke en underkendelse af alle I andre, der i hverdagen har været gode kammerater, haft fightervilje og en positiv indstilling. Alligevel er der nogle elever, vi gerne vil give en gave og et kort som tak for en særlig indsats i de seneste tre år.

Herefter blev Silas Mikkelsen, Theodor Risager, Kathrine Duholm Nielsen, Nicolai Elmholt og Alexander Vinding Nørup hver især kaldt op til scenen.

- Alexander Vinding Nørup er en skarp, ung mand med personlig integritet. Han tør at sige fra, når der er behov for det. Han er sjov og rar at omgås, og han giver altid gerne en hånd, når der er brug for hjælp til printerindstillinger, layoutforslag eller kodning. Han har en positiv indstilling til andre mennesker, og han er omhyggelig med det, han engagerer sig i - og det er alt fra den digitale prøvevagt, over elevrådet til skiture for unge i Kolding, sagde Marianne B. Johansen om den tidligere elevrådsformand.

Silas Mikkelsen blev blandt andet fremhævet for sit engagement som gymnasiets huspianist ved morgensamlinger og sidste års translokation - og for sin positive tilgang til tingene.

Theodor Risager fik mange rosende ord med sig om sit menneskelige overskud - og om sin evne til at holde den faglige fane højt og være en god kammerat. Og for sin deltagelse i en landsdækkende konkurrence, hvor han var oppe imod universitetsstuderende og alligevel kom hjem med en flot tredjeplads - og en præmie på 20.000 kroner.

Kathrine Duholm Nielsen blev kaldt en slider med masser af gåpåmod - og en elev, som både socialt og til sportsevents har gjort en stor indsats for pigefællesskabet.

Nicolai Elmholt fik stor ros for at være en god kammerat - og for sin positive indstilling, selvindsigt, fighterånd, åbenhed, nysgerrighed, empati samt evne til at inkludere og forstå andre.

Andet end karakterer

Og selv om Nicolai Elmholt bagefter konstaterede, at "jeg har jo bare været mig selv", var han glad for hæderen:

- Det giver et indtryk af, at der her på HANSENBERG er nogle værdier, som man lægger mærke til - og som ikke handler om høje karakterer. HANSENBERGs motto er "Bliv dig selv", og det kan man mærke, når man er her. Det nærmest kollegiale samvær, man som elev har med lærerne, er mere værd end karakterer, forklarede Nicolai Elmholt og tilføjede:

- Det er vigtigt også at fremhæve dem, der kæmper - og det er der fokus på her.

Nicolai Elmholt skal nu til Aalborg, hvor han skal læse til elektroingeniør.