Asfaltarbejdet på Idyl er snart færdigt og derfor forventes det, at vejen genåbnes senest den 6. oktober.
Nu lysner det for trafikanterne, som er vant til at bruge Idyl i Kolding. Senest fredag den 6. oktober genåbnes vejen for gennemkørsel, men inden da skal der lægges asfalt, laves vejstriber, m.m. på de strækninger, der har været gravet op i forbindelse med kloakrenovering. Det oplyser Kolding Kommune.
Mandag og tirsdag i næste uge rykker asfaltfolkene ind på strækningen, som var gravet op i sommerferien – nemlig fra Sydvangen/Gl Tved og lidt østpå i retning af Dalby Mølle. I de to dage vil strækningen være lukket for gennemkørsel. Der henvises til omkørsel via Bøgevænget-Skamlingvejen-Kløvervej-Tvedvej-Brunebjerg-Agtrupvej.
Fra onsdag og ugen ud asfalteres strækningen fra Sydvangen/Gl. Tved til Mariesmindevej, hvor der har været arbejdet den seneste tid. Strækningen vil være lukket for gennemkørsel hele ugen. Der henvises til omkørsel via Bøgevænget-Skamlingvejen-Kløvervej-Tvedvej-Brunebjerg-Agtrupvej.
I den følgende uge – uge 40 – skal entreprenøren bruge fire dage på at lave vejstriber, ramper og andet afsluttende arbejde. Her vil begge ovennævnte strækninger være lukket for gennemkørsel, før Idyl genåbnes senest fredag den 6. oktober.
Mens der udføres asfaltarbejde, vil de berørte strækninger være lukket for gennemkørsel hele døgnet. Bilisterne opfordres til at respektere lukningen og ikke køre på cykelsti og fortov.
Det er kun de områder af vejen, der har været gravet op, der får ny asfalt. Når asfaltarbejderne er færdige med deres arbejde, skal belægningen have tid til at sætte sig vinteren over, før der næste år lægges nyt slidlag på, som sikrer en mere jævn og behagelig køreflade.
Arbejdet på Idyl er en del af BlueKoldings separering af kloaksystemet i Tved, så der i fremtiden vil være to kloakledninger – én til regnvand og én til spildevand.