Kolding Netavis

Kommunens hegn klippes

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: Kolding Kommune.

Den kommende tid bliver kommunale hegn langs landeveje og skovstrækninger klippet.

-Hækkene har vi klippet tidligere på sæsonen. Nu er turen kommet til hegnene, som vi så småt er begyndt på. Alt i alt klipper vi omkring 375 km hegn, siger entrepriseleder Anders Krog fra Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Kommunens folk klipper hegnene på denne tid af året, hvor træer og buske har afsluttet årets vækst, ligesom fuglene er færdige med at yngle i hegnene.

Hegnene klippes med en såkaldt hæksnitter, der minder om en rotorklipper til græs, som blot klipper lodret. Samtidig med at hegnes klippes, bliver det afklippede materiale knust. Det mindsker oprydningen, når materialet falder ned langs hegnet. Tykkere grene kræver dog, at man tager lidt ekstra af hegnet med en rundsav.

-I år har vi på grund af vejret oplevet, at hegnene er vokset mere end normalt. Det har ført til en del henvendelser, hvor træer og buske rager ud over lastbiler, busser og traktorer, som vi løbende har måttet tage os af. Det er en lidt for dyr måde at løse opgaven på. Derfor går vi de fleste steder lidt hårdere til værks med rundsaven på de pågældende strækninger, så hegnene bliver skåret en smule længere tilbage. Det kan se lidt voldsomt ud, men hækkene kan sagtens holde til det, og så kan vi fra næste år nøjes med hæksnitteren, fortæller Anders Krog.

Når hegnene klippes, kan det påvirke trafikken. Trafikanterne opfordres til at vise hensyn.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel