Med solen stående højt på himlen, flagene hejst og festtøjet fundet frem blev der torsdag på Center for Senhjerneskade afdeling Sjællandsvej fejret 40 års jubilæum.
Mange kender Center for Senhjerneskades bygninger som ”Det gamle Røde Kors”, men det er i dag kommunens centrum for støtte og hjælp til mennesker, der lider af følgerne efter en senhjerneskade.
Center for Senhjerneskade – afdeling Sjællandsvej har været under evig forandring, siden Prins Henrik for nu 40 år siden klippede snoren og åbnede det dengang gamle Røde Kors Plejecenter.
-I nu 40 år har Center for Senhjerneskade her på Sjællandsvej på godt og ondt spillet en stor rolle i menneskers liv. Men en ting står i dag tilbage! Medarbejdere, frivillige og handicaprådet gør hver dag en stor indsats for at give det bedste tilbud til mennesker, som er afhængige af kommunens hjælp og støtte. I dag er det virkelig værd at fejre. Vi lykkes med at skabe et hjem, hvor borgerne udtrykker stor glæde for at være, fortæller udvalgsformand for Social og Arbejdsmarked, Villy Søvndal (SF), i en pressemeddelelse.
Robotteknologi og hjemfølelsen er fremtiden
For 40 år siden var de fleste af beboerne på Sjællandsvej bosat i længere perioder, og ofte endte det med at blive deres permanente hjem. I dag er det sjældent tilfældet. Det skyldes udviklingen på senhjerneskade området, hvor genoptræningsmulighederne og behandlingen har udviklet sig, så beboerne bliver hjulpet og støttet til igen at bo i eget hjem. Senest har robotterne gjort sit indtog, hvilket igen gør genoptræningen endnu mere effektiv. Der er igennem alle 40 år dermed sket en stor udvikling til stor glæde for de beboere på Sjællandsvej, der kan se frem til at flytte hjem igen.
-På Center for Senhjerneskade er vores fornemmeste opgave, at støtte borgerne i at få en meningsfuld hverdag. Det gør vi blandt andet ved at tilbyde de mest moderne genoptræningsmuligheder, være fleksible i vores opgaveløsning og se borgernes behov, der hvor de er. Vi er kommet langt, og jeg ser frem til, at vi videre frem kan udvikle på det tilbud, vi byder på her på Sjællandsvej, siger den nyansatte centerleder Kristian Lind Olesen.
Hjem, hjemligheden og hjemfølelsen har også igennem de seneste år haft et stort fokus. En indsats, der både skal få beboerne til at føle sig hjemme, men også gøre medarbejderne opmærksomme på, hvordan de kan bidrage til at skabe et sted, hvor beboerne er trygge og glade for at bo.
-Det er ingen hemmelighed, at Center for Senhjerneskade på Sjællandsvej til tider har haft et dårligt omdømme. Derfor er jeg også ekstra stolt af, at vi i dag kan fejre et jubilæum med medarbejdere og beboere, der giver udtryk for, at Sjællandsvej er et godt sted at være. Vi skal fortsætte den positive udvikling, men vi er nået langt og står i dag på et solidt grundlag til endnu 40 år som hjem for mennesker med følger af senhjerneskader, slutter Kristian Lind Olesen.